I Danmark hævder
politikere ofte, at vi har stor åbenhed og offentlighed i forvaltningen.
Samtidig viser der sig i praksis ofte store hindringer og problemer, når
borgere vil følge med i, hvad myndighederne foretager sig.
Det dokumenteres i Offentlighed i det offentlige. Om historiens magt.
Bogen rokker ved myten om Danmark som et foregangsland i åbenhed.
Offentlighedslovgivningen er stagneret gennem en årrække, og myndighederne
er ikke altid hjælpsomme og åbne.
Årsagerne til det danske skisma mellem indbildning og virkelighed må søges
i historien. Med os fra enevælden trækker vi en tung tradition for
hemmelig forvaltning. Vi er ved at komme bagud i forhold til en lang række
lande. På papiret er selv Albanien, Moldavien og andre østeuropæiske lande
ved at overhale Danmark. Tilmed har EU på enkelte punkter mere åbenhed.
Ved overvejende at se offentlighedsspørgsmålet i et individperspektiv
havner man i Danmark ofte i et blokerende dilemma mellem at beskytte den
enkelte mod myndighederne og at beskytte den enkelte mod utidig snagen fra
andre borgere. Man glemmer, at det demokratisk væsentlige slet ikke er den
enkeltes mellemværende med myndighederne, det er derimod de store
politiske beslutninger, som træffes af politikerne. Man kan udmærket både
beskytte den enkelte og sikre bedre indblik i de store fælles
beslutninger.
Se pressemeddelelsen |
 |