Danmark og Storbritannien har meldt sig blandt de europæiske lande, der forsøger at give velfærdsstaten et mere aktivt præg og gennemfører de nye programmer med hjælp fra arbejdsgiverne. Der er dog meget stor forskel på de to lande. Blandt danske virksomheder, der traditionelt ikke har været involveret i sociale initiativer, har deltagelsen været meget større end blandt de britiske arbejdsgivere, som i lang tid har leveret private, ansættelsesbaserede sociale ydelser.
Bogen undersøger denne forskel i arbejdsgivernes deltagelse. Den danske plan fokuserer på at opkvalificere de arbejdsløse, at dække et bredere udsnit af befolkningen og at minimere den negative ulighedseffekt. I den britiske plan er der ikke samme kobling mellem arbejdsløshedsbekæmpelse og videreuddannelse. Mens de britiske arbejdsgiverforeninger gør meget lidt for at informere deres medlemmer om regeringens programmer for bekæmpelse af arbejdsløshed, er der i Danmark oprettet fora, hvor virksomhederne lærer om socialpolitik. Mens britiske virksomheder mest har deltaget af politiske grunde eller for at få adgang til billig arbejdskraft, har de danske virksomheder deltaget for at få adgang til en bredere pulje af arbejdskraft. Endelig afspejler deltagelsens omfang den danske velfærdsstats potentiale for at fastholde balancen mellem lighed og økonomisk vækst.
