Århus, 1. december 2004

 

Kan de langtidsledige reddes fra et liv med social udstødelse? Svaret afhænger delvis af, hvor villige arbejdsgiverne er til at deltage i den ny ”aktive” arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Ved at ansætte langtidsmodtagere af sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse er arbejdsgiverne afgørende for de aktive sociale programmer. Jobtræning og jobtilskud i den private sektor giver et bedre grundlag for at skabe jobmuligheder end programmer i offentligt regi. På trods af arbejdsgivernes centrale rolle i de nye sociale programmer, ved vi meget lidt om, hvilke betingelser der skal til, for at virksomhederne slutter sig til det sociale partnerskab for at ansætte eller uddanne langtidsledige.
 

Aktivering af arbejdsgivere af Cathie Jo Martin giver indsigt i, hvilke processer der får virksomheder til at påtage sig et socialt ansvar for de langtidsledige. Med udgangspunkt i interviews med 107 tilfældigt udvalget danske og britiske virksomheder søger bogen at indkredse de økonomiske og institutionelle særtræk, der fører til deltagelse. For nogle virksomheder er det forskellige forhold som social samvittighed, forpligtelse over for fællesskabet, forudsigelser om mangel på arbejdskraft og PR, der inspirerer dem til at påtage sig et socialt ansvar. Andre anser konkurrence på de globale markeder som uforeneligt med at oprette stillinger til personer uden de fornødne kvalifikationer. Aktivering af arbejdsgivere ser på, hvorfor nogle virksomheder ser disse programmer som et bidrag til snarere end et minus på bundlinjen.

Cathie Jo Martin finder to grunde til, at de danske aktive arbejdsmarkeds- og socialpolitiske planer er mere succesfulde end de britiske: Formålet med de danske sociale programmer er at gøre de sociale ydelser mere effektive, at revidere social beskyttelse, så det opfylder kravene i den nye økonomi, og at modvirke social udstødelse. De danske planer opkvalificerer de arbejdsløse, og de minimerer den negative ulighedseffekt, mens der kun er få forbindelser i de britiske planer mellem arbejdsløshedsbekæmpelse og opkvalificering. Derfor har de danske virksomheder i sammenligning med deres britiske kolleger været mere villige til at hoppe med på velfærdsreformen, fordi de danske arbejdsgiverorganisationer er bedre end de britiske til at få deres medlemmer til at fokusere på brede kollektive sociale behov. Mens de britiske organisationer gør meget lidt for at oplyse deres medlemmer om regeringens politik for arbejdsløshedsbekæmpelse, har man i Danmark udviklet diskussionsfora (især lokalt), hvor arbejdsgiverne får viden om socialpolitik. Disse forskelle har en betydelig indflydelse på arbejdsgivernes villighed til at deltage i programmerne. Mens britiske virksomheder overvejende har deltaget af politiske grunde eller for at få adgang til billig arbejdskraft, så har danske virksomheder deltaget for at få adgang til en bredere pulje af arbejdskraft.

De danske arbejdsgiveres villighed til at deltage i aktive sociale programmer giver grund til optimisme med hensyn til politik, der fokuserer både på social sammenhæng og arbejdsløshed uden at skade produktiviteten. Aktiv socialpolitik synes at være de vises sten i vor post-industrielle tidsalder, den magiske politik, der lover at vi kan få det hele. Disse resultater er relevante for den danske velfærdsstats forsøg på at beholde balancen mellem lighed og økonomisk vækst. I Danmark er social udstødelse blevet defineret som et kollektivt problem, og danske virksomheder har været meget aktive i dialogen om dette kollektive spørgsmål.

 

Man må dog advare mod overdreven optimisme. Undersøgelsen afdækker nemlig også modsigelser og målkonflikter i forbindelse med denne nye type omstrukturering af velfærdsstaten. Personalechefer skal overbevise virksomhederne om, at socialt partnerskab kan forenes med virksomhedernes andre målsætninger. Alligevel kommer de sociale strategier for integration af arbejdsløse ofte på tværs af virksomhedernes andre strategier for øget produktivitet og deres egne ansattes arbejdsliv. Man må blandt andet spørge sig, hvor langt strategien rækker i forhold til at dække de virkelig ressourcefattige grupper. Endelig er der et spændingsforhold i at bede arbejdsgivere, hvis målsætning hedder profit, om at bidrage til en målsætning om lige fordeling.