Skriftet undersøger uafhængige reguleringsmyndigheders rolle og funktion i det danske demokrati. Når offentlige virksomheder privatiseres, reduceres behovet for regulering ikke nødvendigvis, hvis der stadig ikke er fuld konkurrence. Derfor har stater rundt omkring i verden oprettet reguleringsmyndigheder til at holde øje med selskaberne. Disse myndigheder skal være politisk uafhængige for at sikre deres troværdighed og upartiskhed. I en magt- og demokratisammenhæng rejser etableringen af uafhængige reguleringsmyndigheder mindst to spørgsmål: 1) Hvor megen magt delegeres til reguleringsmyndigheder fra regering og Folketing? 2) Hvordan står uafhængige reguleringsmyndigheder til ansvar over for Folketing og regering for udøvelsen af deres magt?
Konklusionen er, at Telestyrelsen er uafhængig af regering og Folketing på nogle dimensioner, men ikke på andre. Ministeren kan ikke blande sig i enkeltsager og enkeltafgørelser. Telestyrelsen har generelt set ført en proaktiv strategi i telepolitiske diskussioner og indrettet sig på de nye tider med liberalisering, konkurrence og globalisering. Men Telestyrelsen er ikke så uafhængig at det gør noget. Regering og Folketing er stadig i førersædet, f.eks. når en ny overordnet telepolitik skal fastlægges, og når aftaler med andre lande skal indgås.
