Ny side 1

Kort oversigt over bogens indhold

Mange unge kvinder vender i dag ryggen til det repræsentative demokratis institutioner. Således er det svært at få øje på dem i partiforeninger og i fagbevægelsen. Men hvad er det for nogle demokratiske værdier, kønspolitiske holdninger og magtpotentialer, som unge kvinder har i dag? Hvordan forholder de sig til de folkevalgte politikere og til aktuelle temaer som fx solidaritet og tolerance? Det er nogle af de spørgsmål, der belyses i en ny bog fra Den danske Magtudredning Fortællinger om identitet og magt. Unge kvinder i senmoderniteten. Bogen er skrevet af lektor Ann-Dorte Christensen fra Aalborg Universitet, som har haft som overordnet målsætning at finde ud af, hvorfor så mange unge kvinder siger fra over for de politiske institutioner.

Bogen bygger på en kvalitativ undersøgelse af magt og identitet og er baseret på interviews med tre forskellige grupper af kvinder på omkring 25 år:

- kvinder fra det venstreradikale miljø på Nørrebro

- kvinder fra ATTAC-bevægelsen

- kvinder som ikke er politisk organiserede

Gennem fortællingerne analyseres kvindernes dannelse af politiske identiteter. Ud over holdningerne til demokratiet i dag lægges der fx vægt på politisk læring, forstået både som den indflydelse familie, skole og kammerater har haft på udviklingen af kvindernes politiske holdninger, og som pejlemærker for deres politiske orienteringer i dag. Der sættes også spot på kvindernes kønspolitiske holdninger, dvs. deres opfattelse af aktuelle ligestillingspolitiske spørgsmål og deres forhold til Rødstrømpebevægelsen samt til nutidens nyfeminisme.

Sammenfatning af centrale hovedresultater

Kontinuitet og brud i forhold til opvækstmiljøer
Undersøgelsen viser, at dannelsen af politiske identiteter bygger på både kontinuitet og brud med de opvækstmiljøer, som kvinderne kommer fra. De bringer det fra opvæksten med, som er brugbart fx evnen til at diskutere politik - men på en række punkter fungerer opvækstmiljøerne også som noget, kvinderne bevidst distancerer sig fra. Fx de partier og bevægelser, som forældrene har været eller stadig er medlemmer af. Det er dog et gennemgående træk i fortællingerne, at forholdet til forældrene i dag ikke er præget af store konflikter. Selv om flere af de unge kvinder har politiske holdninger og deltager i politiske aktiviteter, som ligger forældrene fjernt, ser det ikke ud til at være en kilde til konflikt. Snarere ser det ud til, at man i dag er gode til at diskutere forskellige synspunkter på tværs af generationer. Meget tyder på, at kvindernes politiske identiteter grundlæggende er præget af løsrivelse fra de politiske holdninger og værdier, der er i opvækstmiljøet.

De unge kvinder er typisk børn af 1968-generationen. Forskere har brugt betegnelse 2. generations frisatte for at markere skiftet fra 1968-generationens konfliktfyldte generationsoprør til nutidens unge. For nok markerer de afstand til deres 1968-forældre, men på en langt mindre konfliktfyldt måde, end det var tilfældet, da 68ere gjorde oprør mod deres egne forældre.

Demokratiopfattelser og holdninger til politiske institutioner
Ingen af kvinderne i undersøgelsen er særlig orienteret mod eller aktive i de politiske institutioner. Enten er de slet ikke aktive, eller også vælger de at være politiske aktive i ATTAC eller i det venstreradikale miljø. Set i et demokratisk perspektiv er det tankevækkende, at så få unge kvinder er orienteret mod de bærende institutioner i det repræsentative system. Ifølge undersøgelsen er en af forklaringerne, at der er en grundlæggende modsætning mellem det, som er betydningsfuldt i kvindernes politiske identitetsdannelse, og deres opfattelse af de politiske institutioner. Med andre ord: De unge kvinder synes ikke, de kan bruge de politiske institutioner til noget, og de tillægges ikke nogen betydning i forhold til de visioner og drømme, de har om fremtiden.

For nogle af kvinderne (fx de venstreradikale feminister på Nørrebro) skyldes det, at bruddet med institutionerne udgør en basal del af deres politiske identitetsdannelse. Dvs. at den bevidste afstand til, fx de politiske partier, som forældrene har været medlemmer af, er en central faktor i deres identitetsarbejde. For andre kvinder er institutionerne mere betydningsløse. De tager dem for givet. Men de forholder sig ikke aktivt til dem, og frem for alt, opfattes institutionerne ikke som brugbare og relevante i deres identitetsdannelse.

Der er stor forskel på, hvilken rolle kønnet har spillet i henholdsvis ATTAC-bevægelsen og i de venstreradikale bevægelser på Nørrebro. I ATTAC-bevægelsen har der ikke været særlig meget fokus på kønsspørgsmål. Men undersøgelsen peger på, at der kan være en fare for, at ATTAC kan udvikle et traditionelt kønshierarki, hvor mænd kommer til at dominere i bevægelsens ledende organer. Det hænger sammen med, at ATTAC ser ud til at være havnet i det klassiske bevægelsesdilemma mellem en flad struktur og en mere hierarkisk foreningstruktur. Mange unge, og især de unge kvinder i bevægelsen, ønsker at fastholde den mere flade og decentrale struktur.

I de venstreradikale bevægelser er kønnet blevet tematiseret løbende. Kvinderne i undersøgelsen fortæller om, hvordan de allerede i de første BZ-kollektiver, som de flyttede ind i, protesterede mod mandlig dominans og kvindeundertrykkelse ved at danne kvindegrupper. Som noget nyt sætter bogen spot på de særlige kønsproblematikker, der er i venstreradikale bevægelser, hvor militante aktioner og udtryksformer let kan komme til at fremme macho-kulturer og en kvindeundertrykkende og sexistisk adfærd.

Holdninger til køn og ligestilling
Kvindernes holdninger til ligestilling og kønspolitik er meget forskellig. Men ingen af kvinderne i undersøgelsen identificerer sig med nyfemismen, som er den nyeste kvindepolitiske strømning. Enten kender de unge kvinder slet ikke nyfeminismen, eller også er de meget afvisende over for den. Fx mener de venstreradikale kvinder, at nyfeminsterne repræsenterer et intellektuelt overklasseprojekt.

Disse venstreradikale kvinder lægger generelt meget vægt på kønsuligheder, som de ser som værende dybt forankret i samfundets strukturer. Nogle af de andre kvinder betoner de store ændringer, der er sket i kønsrelationerne. Kvindernes strategier på det kønspolitiske område er altså vidt forskellige: Mens nogle lægger vægt på kvindefællesskaber og på selvstændige kvideorganiseringer, er der andre, som helt har fraskrevet sig det kollektive ligestillingsprojekt, hvilket de ser som en modsætning til selv at kunne vælge (fx mellem arbejde og familie).

Om forfatteren
Ann-Dorte Christensen er lektor i politisk sociologi ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet. Skrev sin ph.d.-afhandling om køn og politiske identiteter i sociale bevægelser i 1990. Har siden skrevet bøger om især køn, demokrati, magt og identitet.

Magtudredningen er et forskningsprogram, der er sat i gang på foranledning af Folketinget, og som har til formål at analysere det danske folkestyres situation ved overgang til det 21. århundrede. Magtudredningen ledes af en uafhængig forskningsledelse bestående af Lise Togeby (formand), Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen og Signild Vallgårda. Arbejdet med Magtudredningen startede i 1998, og der er i dag igangsat omkring 75 forskellige projekter. Arbejdet forventes afsluttet i efteråret 2003.