Århus, den 30. maj 2001

Pressemeddelelse. Nyt skrift fra Magtudredningen

Karsten Vrangbæk, Ingeniørarbejde, hundeslagsmål eller hovedløs høne? Ventetidsgarantier til sygehusbehandling

Sygehusenes ventelister har stået højt på den politiske dagsorden de seneste 10 år. Men hvad er ventelisterne egentligt for et problem, og hvordan har de været behandlet i det politiske og administrative system? Skriftet analyserer ventetidsproblematikken på sundhedsområdet via en gennemgang af de tre nationale ventetidsgarantier (aftalen om 3 måneders garanti fra 1993, den lovfæstede forsøgsordning med knæled og diskus fra 1995 og den nuværende garanti for livstruende sygdomme). Udgangspunktet er tre forskellige billeder af politiske beslutningsprocesser. I det første billede forudsættes beslutningsprocesser drevet af rationelle overvejelser og grundige analyser (ingeniørarbejde). Det andet billede ser politikdannelse som drevet af forskellige aktørers interesser og strategier (hundeslagsmål), og endelig præsenteres et tredje billede, hvor politikdannelsen har karakter af en tilfældig sammenkædning af problemer og løsninger (hovedløs høne).

Skriftet tegner et billede af et vanskeligt håndterbart område, som samtidigt er en politisk “vam kartoffel”. Der er en tendens til, at ventetidsproblemer bliver en metafor eller samlebetegnelse for alskens dårligdomme i sektoren, og der er derfor stort behov for politisk reaktion. Problemet er imidlertid, at 1) det er svært at skaffe detaljeret og pålidelig information om problemets omfang. Ventetider skabes i et komplekst samspil af mange faktorer på både “udbuds-” og “efterspørgselssiden”. 2) En vis ventetid er nyttig for tilrettelæggelse af effektiv produktion og i nogle tilfælde for behandlingen, men der er meget forskellige opfattelser af, hvad der er acceptable ventetider. 3) Der er begrænset viden om underliggende årsagssammenhænge og dermed om, hvordan man eventuelt kunne reducere ventetider. Det er sandsynligt, at flere økonomiske ressourcer vil løse nogle problemer, men man risikerer samtidigt at skabe flaskehalse og uhensigtsmæssige prioriteringer. 4) Ventetidspolitik foregår i en institutionel struktur med amterne som udførende og de nationale politikere som fokuspunkt for megen af den offentlige kritik. Beslutningsmagt ligger til dels på det centrale niveau, mens implementeringsmagt ligger hos amterne og i interaktionen mellem forskellige sundhedsfaglige aktører i feltet. Ventetidsspørgsmålet indgår i de løbende institutionelle kampe om indflydelse og kompetence i sektoren.

Disse fire vilkår for ventetidspolitikken har resulteret i lidt “hovedløse” ventetidstiltag. Tiltag hvor man ikke rigtig har vidst, hvor stort problemet var, hvor man har satset på  symbolvirkning, og hvor man kun i begrænset omfang har fundet ud af, om tiltagene virkede, hvordan de virkede, og hvilke eventuelle utilsigtede konsekvenser de måtte have haft.