Europa for folket? EU og det danske demokrati
redigeret af Thomas Pedersen
245 sider, kr. 248
Danskerne er ikke så dårlige europæere, som vi går rundt og tror. Der er sket en stille revolution i danskernes EU-holdninger. Der er således tegn på en stigende europæisk identitet, og der kan iagttages en markant mere positiv holdning til EU som politisk fællesskab og politisk system. Det er et par af hovedkonklusionerne i Jørgen Goul Andersens bidrag til antologien Europa for folket EU og det danske demokrati, redigeret af Thomas Pedersen, Institut for Statskundskab i Aarhus.
Danskerne er heller ikke så kræmmeragtige, som det ofte hævdes. Der er en bemærkelsesværdig vilje i Danmark til at gennemføre en økonomisk udligning inden for EU; de nationale, økonomiske fordele på landbrugsområdet synes ikke at blive tillagt større betydning, og selv for et skeptisk blik er danskernes holdning til østudvidelsen præget af en markant solidaritetsfølelse. Danskerne er blandt de varmeste tilhængere af udvidelsen, samtidig med at danskerne er de mest bevidste om de negative, økonomiske konsekvenser. Det, som bekymrer danskerne, er alene tab af autonomi, mens frygten for tab af dansk kultur og identitet nærmest er under gennemsnittet i EU. Intet tyder ifølge Goul Andersen på, at nationalisme og selvtilstrækkelighed er mere udbredt i Danmark end i andre medlemslande. Derimod er følelsen af at kunne påvirke det nationale, politiske system og tilfredsheden med det nationale demokrati større end i de fleste andre lande.
Det demokratiske underskud i EU knytter sig altså først og fremmest til følelsen af uigennemskuelighed og manglende påvirkningsmuligheder.
Danmark var det første EU-medlemsland, som oprettede et parlamentarisk udvalg med reel indflydelse på den nationale regerings forhandlinger i Bruxelles. Senere har andre medlemslandes parlamentarikere forsøgt at kopiere den danske model. Hvor godt klarer det danske Europaudvalg sig da i en sammenligning med lignende udvalg i andre EU-lande? Ronald Holzhacker gennemfører en sammenligning af Danmark, Holland, Storbritannien og Tyskland og konkluderer, at Danmark klart har det mest magtfulde parlament i EU-politikken. Selv om dets magtbeføjelser ikke er nedfældet i grundloven, har Folketinget et solidt, lovmæssigt grundlag for at godkende eller afvise regeringens forhandlingsmandat til Ministerrådet. Overlappende medlemskab mellem Europaudvalget og andre specialudvalg samler ekspertisen i Europaudvalget. Sammenligner man Holland og Tyskland, viser det sig, at det tyske parlament har mere magt end det hollandske, bl.a. fordi det har et stærkt forfatningsmæssigt grundlag for sine beføjelser. Det tyske parlament har dog ikke som det danske beføjelse til at godkende eller nægte regeringen et forhandlingsmandat. På ét område står det hollandske parlament stærkere end det tyske, nemlig på søjle 3 det vil sige sager vedrørende retlige og indre anliggender hvor parlamentet har ret til at give eller nægte regeringen mandat. Det britiske Underhus har normalt meget begrænsede kontrolbeføjelser over regeringens EU-beslutninger, bortset fra de tilfælde, hvor sagerne politiseres og ender med et mistillidsvotum til premierministeren. Holzhacker tilføjer, at der foregår mere kontrol i de nationale parlamenter, end offentligheden og forskerne er klar over. Det skyldes, at meget af den rutinemæssige kontrol foregår internt i regeringspartierne.
Hans Hegeland konkluderer i sit bidrag til antologien, at EU-politikken i de nordiske medlemslande er kendetegnet ved, hvad han kalder en tredje type parlamentarisme. Parlamenternes stilling er svagere i EU-spørgsmål end i indenrigspolitiske spørgsmål, men stærkere end i traditionelle udenrigspolitiske spørgsmål. En rimelig forklaring på, at man har valgt denne løsning er, at EU-spørgsmål trods alt ikke opfattes som lige så vigtige som mange indenrigspolitiske spørgsmål. Hegeland konkluderer videre, at det ved en sammenligning mellem de tre nordiske medlemslande især er lighederne, som er slående. Finland skiller sig dog klart ud ved at have et klart kriterium for, hvilke spørgsmål der er genstand for obligatorisk behandling i parlamentet nemlig de spørgsmål som parlamentet skulle have afgjort, hvis Finland ikke havde været medlem af EU. Fagudvalgene har en stærkere placering i Finland og Sverige end i Danmark, og hvad angår åbenhed omkring Europaudvalgets arbejde scorer Sverige højere end Danmark og Finland. Endelig viser sammenligningen, at Sverige også ligger i spidsen, når det gælder tilbagerapportering fra rådsmøderne. De svenske tilbagemeldingsrapporter indeholder fyldigere information om de forskellige punkter på dagsordenen end de danske.
Peter Riis viser i sit bidrag, at de danske fagudvalg i Folketinget har været ret passive i forhold til EU-spørgsmålene. Kun Miljø- og Planlægningsudvalget har systematisk behandlet de relevante EU-sager på udvalgets møder og derefter fremsendt udtalelser eller indstillinger til Europaudvalget til brug for sidstnævnte udvalgs mandatgivning. Der foregår imidlertid i Danmark en bestræbelse på at inddrage fagudvalgene, hvilket kan ses som udtryk for, at EU-politikken i stigende omfang er blevet normaliseret dvs. gjort til indenrigspolitik. En øget involvering af fagudvalgene vil desuden kunne ses som et skridt bort fra den overvejende defensive, danske EU-politik, hvor der lægges stor vægt på konsensus og koordination. Det centraliserede og overvejende fransk-inspirerede EU-koordinationssystem er således blevet blødt op.
Peter Nedergaard kaster et kritisk blik på det danske Europaudvalg og påpeger en række svagheder ved udvalget: Kontrollen med regeringens overholdelse af de godkendte forhandlingsmandater er mangelfuld. Det afhjælpes kun i nogen grad af beslutningen om i højere grad at offentliggøre selve afstemningerne i Ministerrådet. Et andet problem er den sene inddragelse af Europaudvalget samt den stadig stærkere overbebyrdelse med information. På et dybere plan mener Nedergaard, at det danske parlamentariske kontrolsystem med EU-politikken afspejler en forældet rousseausk demokratiopfattelse, ifølge hvilken den demokratiske kontrol bør udgå fra små, politiske enheder.
Antologien består derudover af et bidrag fra Henning Koch, hvori han påpeger, at EU hverken er en forbundsstat eller et statsforbund, men derimod et statsfællesskab, og han anbefaler indførelsen af direkte demokratiske vetorettigheder, som kan bruges til at ophæve love, som antages at være uønskede for territoriale enheders autonomi. Hans Henrik Haahr analyserer den danske debat forud for euro-afstemningen med særligt henblik på en præcisering af, hvad danske borgere mener kendetegner dansk demokrati. Og endelig er der to bidrag, som beskæftiger sig med medborgerskabet i EU. Marlene Wind diskuterer det europæiske medborgerskab ud fra en rettighedsbetragtning, mens Philippe Schmitter diskuterer medborgerskabets karakter i EU, og de demokratiske rettigheder, der kunne ligge i en udvidelse af medborgerskabet.
Jørgen Goul Andersen er professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.
Ronald Holzhacker er Assistant Professor ved Twente Universitet i Holland.
Hans Hegeland er fil.lic og ansat i den svenske Riksdags finansudvalg og forfatningsudvalg.
Jens Henrik Haahr er ph.d. og lektor ved Danmarks Journalisthøjskole.
Henning Koch er professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet
Peter Riis er cand.scient.adm. og fuldmægtig i Folketingets EU-sekretariat.
Peter Nedergaard er ph.d. i statskundskab og kontorchef i Beskæftigelsesministeriet.
Thomas Pedersen er ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Philippe Schmitter er amerikansk professor i statskundskab med speciale i europæisk integration og for tiden gæsteprofessor ved det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze.
Marlene Wind er ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
| Europa for
folket? EU og det danske demokrati redigeret af Thomas Pedersen
Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2002 Kan købes hos Aarhus
Universitetsforlag:
www.unipress.dk Kontakt til redaktøren: |
 |