Valgdeltagelsen til de danske kommunalvalg har over en længere periode ligget forholdsvis uændret omkring 70 procent. Efter temperament kan man enten glæde sig over, at valgdeltagelsen er forholdsvis stabil, eller bekymre sig over, at der trods alt er lige ved en tredjedel af den danske befolkning, som ikke finder det umagen værd at stemme. Under alle omstændigheder er der dog grund til at spørge, hvem det er, der ikke stemmer.

Hvem stemmer – og hvem stemmer ikke?, der er skrevet af Jørgen Elklit, Birgit Møller, Palle Svensson og Lise Togeby, er den første større undersøgelse i næsten 50 år af valgdeltagelsen i Danmark. Undersøgelsen omfatter knap 630.000 personer, der alle havde valgret til kommunalvalgene i 1997 i Københavns og Århus Kommuner - blandt disse omkring 74.000 personer med udenlandsk baggrund. For første gang nogen sinde kan der derfor gives en detaljeret skildring af de etniske minoriteters inddragelse i det politiske liv i Danmark.

Borgernes deltagelse i valg er et centralt element i et demokratisk system. Da Europa gradvist blev demokratiseret i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, var den lige og almindelige valgret det afgørende tegn på demokratiets frembrud. I de følgende år blev en høj valgdeltagelse derefter et godt mål for den faktiske inddragelse af den brede befolkning i de demokratiske institutioner. Denne historie gentager sig nu i de nye demokratier i andre dele af verdenen. En høj og stigende valgdeltagelse kan ses som et tegn på et velfungerende demokrati i vækst, mens en faldende valgdeltagelse kan tolkes som en svækkelse. En høj valgdeltagelse signalerer, at de politiske institutioner opfattes som legitime.

Men lige så vigtig som en høj valgdeltagelse er, at valgdeltagelsen er ligeligt fordelt i befolkningen. Det kan også ses som udtryk for, at systemet mangler legitimitet, hvis bestemte grupper undlader at stemme, selv om den generelle valgdeltagelse i øvrigt er høj.

Set i et sådant demokratiseringsperspektiv har undersøgelsen identificeret både positive og negative træk. Til de positive hører, at kvinders valgdeltagelse i dag er helt på højde med mænds. Det viser sig også, at de unge i dag begynder at stemme lidt tidligere end de gjorde for 50 år siden. Og det er endelig et positivt træk, at i hvert fald nogle etniske minoriteter inddrages i kommunalvalgene på lige fod med andre borgere i det danske samfund. De bedste eksempler herpå er pakistanerne i København og tyrkerne i Århus.

Til de negative træk hører, at valgdeltagelsen ikke i alle tilfælde er på et acceptabelt højt niveau. Således ligger valgdeltagelsen ved kommunalvalgene i Københavns Kommune 10 procent under gennemsnittet for resten af landet, nemlig kun godt 60 procent.

Men også valgdeltagelsens fordeling kan give anledning til bekymring. Man finder i både Århus og København en meget høj valgdeltagelse blandt socialt velintegrerede borgere, mens valgdeltagelsen er lavere blandt personer, der er ugifte, modtager kontanthjælp, modtager førtidspension, eller som bor i de mere belastede boligkvarterer, og specielt hvis de kombinerer flere af disse egenskaber. I disse allersvageste grupper, der ganske vist ikke er særlig store, er valgdeltagelsen i København eksempelvis i underkanten af 30 procent. Det er ikke en imponerende valgdeltagelse.

Endelig har det også vist sig, at de valgberettigede udenlandske statsborgere som helhed ikke deltager i de kommunale valg i større omfang. Variationen er imidlertid stor, med den tyrkiske befolkningsgruppe i Århus som det ene yderpunkt med en valgdeltagelse på 72 procent og med de kinesiske og vietnamesiske grupper i København som det andet yderpunkt med en valgdeltagelse på under 25 procent.

Jørgen Elklit, Birgit Møller, Palle Svensson og Lise Togeby er alle ansat ved Institut for Statskundskab ved Århus Universitet.

[Tilbage]