Århus, den 1. november 2002

Som led i Magtudredningens bogserie udgives på Aarhus Universitetsforlag:

Den redigerende magt - nyhedsinstitutionens politiske indflydelse
af Anker Brink Lund

Udkommer 11. november 2002. 225 sider. 228 kr.

I henhold til hævdvundne, demokratiske normer må journalister kun udøve redigerende virksomhed på almenvellets og offentlighedens vegne. Mange kritikere hævder imidlertid, at nyhedsmedierne er blevet så indflydelsesrige og uafhængige, at journalisterne har taget magten over publikum og de fol­ke­valgte politikere.

Med henblik på at belyse den problematik analyseres samtlige danske nyhedsmedier en tilfældigt udvalgt uge. Derved vurderes ikke kun den opsøgende og kritiske fokusjournalistik, men også hverdagens rutinejournalistik lokalt, på Christiansborg og i EU.

Det konkluderes, at journalister som institutionaliseret kollektiv præger de politiske dagsordener. Det fremgår dog også, at autoritative kilder med politisk mandat og ekspert-status udøver effektiv indflydelse på nyhedsformidlingen. I stedet for manipulerende mediemagt forekommer det derfor mere relevant at tale om gensidig påvirkning med betinget journalistisk selvstændighed.

Hertil kommer, at vælgerbefolkningen ikke ukritisk modtager massemediernes politiske budskaber. Mediebrugerne fortolker nyhederne og vælger i høj grad fra. Man kan karakterisere publikums udøvelse af selektiv modmagt som en uautoriseret, men særdeles effektiv form for ”spindoktori” på amatør-basis.

Derimod spiller professionelle spindoktorer en begrænset rolle i dansk politik. Det kan tolkes som en tillidserklæring til nyhedsmediernes redigerende magtudøvelse, der forudsætter høj grad af demokratisk åbenhed og journalistisk troværdighed i den offentlige meningsdannelse.

********************************

Meninger om mediernes magt og magten over medierne hviler sjældent på forskningsbaseret grundlag.  Det forsøger Magtudredningen at råde bod på med denne udgivelse. Samtlige danske nyhedsmedier er blevet analyseret med henblik på at vurdere dækningen af det, der i journalist-jargon kaldes ”inde på Slotsholmen”, ”nede i EU” og ”ude i kommunerne”. Desuden er et repræsen­tativ udsnit af befolkningen, beslutningstagere og mediefolk blevet interviewet om, hvad nyhedsmedierne bør, og hvad de faktisk gør i dagens Danmark.

          Det fremgår klart, at kritiske og opsøgende journalister formår at sætte meget forskelligartede emner på den politiske dagsorden. Bogen sætter fokus på nogle eksempler, der i de seneste år har givet dønninger på Christiansborg, bl.a. den såkaldte ”Dandy-sag” og dækningen af erhvervslivets rolle under besættelsen med A.P. Møller i hovedrollen.

          Men bogen nøjes ikke med at analysere spektakulære enkeltsager. Det er forfatterens konklusion, at hverdagens rutinejournalistik i langt højere grad er med til at redigere publikums holdning til politik nationalt, transnationalt og lokalt. Her er magt ikke primært noget journalister har for sig selv, men noget mange – med og uden politisk embede – udøver i indbyrdes konkurrence om publikums opmærksomhed.

          Magten manifesterer sig ikke mindst i de mange sager, medierne undlader at beskæftige sig kritisk med. I en typisk nyhedsuge, hvor Folketinget holder møder, indgår der forbavsende mange jour­nalistiske arbejdstimer med rutinedækning af forholdene på Slotsholmen. Men gennemgangen viser, at den professionelle indsats – på trods af indbyrdes konkurrence om at komme først med det sidste – som regel resulterer i markant ensartethed på tværs af de enkelte redaktioner.

I praksis beror redigerende magtudøvelse primært på kollektive fravalg: Når et emne eller en hændelse først af folketingskorrespondenterne er placeret på dagsordenen som en landspolitisk begivenhed, er der gennemgående professionel enighed om, hvordan den skal beskrives, hvem der skal interviewes og hvilke andre emner der må vige i kampen om den begrænsede spalteplads og tilmålte sendetid.

Journalisterne er institutionelt nærmere knyttet til hinanden som profession end til politiske partier og deres redaktionelle chefer. Det journalistiske rutinearbejde foregår gennemgående på givne præmisser og almen accept af politisk korrekte problemdefinitioner. Når regeringspartierne således citeres tre gange så meget som den samlede opposition, er det ikke udtryk for partipolitisk højre- eller venstreorientering eller borgerlig dominans i nyhedsmediernes ejerkreds.. Der er snarere tale om en institutionaliseret norm, der tilsiger at søge autoritative svar på politiske spørgsmål.

Der er registreret enkelte tilfælde, hvor politikere har forsøgt at udnytte denne privilegerede kilde-status til at opnå særlige favører. I alle de iagttagede tilfælde er sådanne pressionsforsøg blevet afvist af de involverede mediefolk. Der er heller ikke andre data, der tyder på, at dækningen af det parlamentariske liv i Danmark domineres af manipulerende kilder end sige professionelle spindoktorer. Der er snarere tale om et fortroligt og ligeværdigt samspil mellem politikere og journalister, som i det store og hele er enige om, hvilke sager der på et givet tidspunkt hører hjemme på den landspolitiske dagsorden.

Denne enighed i nyhedsvurderingen medfører, at den parlamentariske opposition har vanskeligt ved at få principielle synspunkter markeret i den løbende nyhedsdækning. Afvigende problemdefinitioner henvises til dagbladenes læserbrevsspalter, der ofte domineres af helt andre synspunkter end dem, der præger den parlamentariske debat. Bogen giver dog også eksempler på, hvordan mindre partier kan sætte præg på mediedagsordenen en uges tid, hvis deres udspil genererer konflikter på regeringsplan.

Lokalpolitisk dækning

I den lokalpolitiske dækning er nøgleordet nærhed. De fleste lokalredaktioner har monopol i deres dækningsområde. Til gengæld sætter begrænsede ressourcer i form af tid og journalistisk arbejdskraft institutionelle rammer for udfyldning af den redaktionelt tildelte plads på dagbladenes geografisk opsplittede lokalsider. Kommuner uden dagbladskonkurrence bliver stedmoderligt behandlet, og kommunalpolitiske sager tages kun undtagelsesvist op af medier uden regional forankring.

Mængden af redaktionelle enheder for den enkelte kommune ligger nogenlunde konstant fra uge til uge. Hvor meget stof, der bringes om de enkelte kommuner, afhænger kun i begrænset omfang af journalistisk vurderede hændelser eller lokale beslutningstageres evne til at spille nyhedsværdigt ud. Rutinejournalistikkens omfang afhænger mere af den plads, som den lokale nyhedsinstitution på forhånd har defineret som passende til det pågældende lokalsamfund.

Partipolitik spiller næsten ingen rolle i rutinejournalistikken mellem kommunalvalgene. Til gengæld dækkes udspil fra bekymrede borgere og eksperter i større grad end tidligere. Groft sagt er der tendenser til, at mediedækningen forskydes fra lokalpolitik som borgerligt ombud til service­administration med fokus på brugernes rettigheder.

De deraf følgende enkeltsager kan tjene forskellige interessenter som afsæt for udøvelse af redigerende magt. Aktører med adgang til nyhedsinstitutionen kan profilere egne mærkesager og spille forskellige myndigheder ud imod hinanden. Nogle gange er der nærmest tale om ad­mini­strativ sagsbehandling i det offentlige rum.

Sammenlignet med den landspolitiske lægges i den lokalpolitiske dækning mindre vægt på holdningspolitiske konflikter og mere på fordelingspolitisk stof med økonomiske argumenter i centrum. Ikke kun når kommunale myndigheder tilsyneladende svigter konkrete brugere, men også når lokalsamfundet udsættes for trusler påført udefra, f.eks. fra Slotsholmen eller EU. Grund­læg­gende hersker der enighed om lokalpatriotiske præmisser og politiske problemdefinitioner. I det lokale nyhedsunivers placeres ansvar for forringelser helst hos amtet, på Christiansborg eller i EU, hvorimod æren for forbedringer gerne tillægges lokal indsats.

EU-stoffet

EU-stoffet har væsentlig lavere prioritet i den danske nyhedsinstitution end den lands­politiske og lokalpolitiske nyhedsdækning. EU-stoffet betragtes som besværligt set ud fra et professionelt ønske om at bringe relevante nyheder og meninger til et bredt publikum. Redaktions­sekretærer henviser til, at de færreste danskere prioriterer stoffet højt på deres subjektive nyheds­dagsorden. Der tilbydes ganske vist væsentlige og konfliktfyldte sager, men ofte er de så komplicerede, at journalister har svært ved at skabe identifikation og nærhed.

Det er vel at mærke ikke ensbetydende med, at redigerende aktører holder sig tilbage med at rådgive publikum om, hvad de bør mene om europapolitikken. Sammenlignet med de to andre former for politisk journalistik blandes nyheder og kommentarer i langt højere grad på EU-området.

Den konsekvente nedprioritering af dansk nyhedsstof om EU kan tages som udtryk for manglende folkeligt engagement. Men det kan også vurderes som massiv udøvelse af redigerende magt i form af undladelsessynder og blinde vinkler blandt journalister og beslutningstagere. De fleste har tilsyneladende accepteret, at Danmark er en del af EU, men ikke at EU er en del af Danmark.

I den forbindelse er det tankevækkende, at danske medier har 119 medlemmer af Folketingets Presseloge og over 1000 medarbejdere beskæftiget med kommunale forhold. Derimod var der kun 16 journalistiske medarbejdere stationeret i Bruxelles, selvom væsentlige dele af den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for det danske samfund defineres ”nede i Europa”.

Redigerende magt udøves således her ved årtusindeskiftet i overvejende grad med nationalt fokus og provinsiel lokalpatriotisme som en given præmis. Det giver store vanskeligheder med at præstere en nuanceret dækning af ”det fremmede” og ”de fremmede”. Det er f.eks. lettere for danske journalister at forholde sig til ”mellemregninger” på Christiansborg og udspil i kommunal­bestyrelserne end til visioner for EU eller befolkningspolitiske konsekvenser af flygtninge og indvandrere.

Det indsnævrede perspektiv hænger sammen med, at mediefolkene gennemgående er hinandens vigtigste kilder. Når morgenvagten møder på Radioavisen, er nattens telegrammer fra Ritzaus Bureau og de landsdækkende morgenaviser obligatorisk læsning. Herfra hentes inspiration til indslag, hvor dagbladenes kilder ringes op igen, så de kan gentage deres synspunkter med egne ord. Radioavisen er til gengæld pligtlytning for journalister i lokalaviserne og på tv-nyhederne, der herfra henter inspiration til at bearbejde de samme emner i lyd og billeder.

              Netop fordi journalister i hverdagen er afhængige af hinanden og samarbejdsvillige autoriteter, bliver det vigtigt med jævne mellemrum at demonstrere initiativ og uafhængighed. Derfor kan kritisk fokusjournalistik om våbenhandel, tyggegummi og frynsegoder politiseres i kortere eller længere tid. Til gengæld kan selv den mest spektakulære historie lide tavshedsdøden, hvis de redigerende magter at tie den ihjel.

          I det store og hele accepterer publikum journalisternes ret til at redigere og filtrere andre aktørers politiske dagsordener. Desuden forventer publikum, at journalister demon­strerer uafhængighed ved på eget initiativ at sætte fokus på problematiske forhold af politisk art. Det resulterer i, at de politiske partier og centraladministrationen har mistet dele af deres privilegier som ordstyrer i den offentlige debat. Både i den kritiske fokusjournalistik og hverdagens rutine­journalistik møder de politiske autoriteter modmagt fra uautoriserede aktører, der i skiftende alliancer udøver politisk indflydelse.

          Årsagerne til denne udvikling udgår ikke fra massemediernes journalistiske praksis, men må søges i publikums modsætningsfyldte forventninger til folkestyret og velfærdsstaten. Men da konsekvenserne af de ændrede vilkår for politisk virksomhed manifesteres dagligt i massemedierne, opfattes presse, radio og tv gerne som ondets rod. Uden at det dog på afgørende vis synes at underminere den troværdighed, som er helt afgørende for den journalistiske udøvelse af redigerende magt.

Forfatteren

Anker Brink Lund (f. 1950) er professor ved Institut for Journalistik, Syddansk Universitet og kan kontaktes på tlf. 6550 2807 eller e-mail abl@journalism.sdu.dk

Magtudredningen

Magtudredningen er et forskningsprogram, der er sat i gang på foranledning af Folketinget, og som har til formål at analysere det danske folkestyres situation ved overgang til det 21. århundrede. Magtudredningen ledes af en uafhængig forsk­ningsledelse bestående af Lise Togeby (formand), Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen og Signild Vallgårda. Arbejdet med Magt­udredningen startede i 1998, og der er i dag igangsat omkring 75 forskellige projekter. Arbejdet forventes afsluttet i efteråret 2003.

www.ps.au.dk/magtudredningen

Den redigerende magt - nyhedsinstitutionens politiske indflydelse af Anker Brink Lund Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2002 225 sider, kr. 228 Kan købes hos Aarhus Universitetsforlag: www.unipress.dk eller hos boghandlerne Kontakt til forfatteren: tlf.: 65 50 28 07 e-mail: abl@journalism.sdu.dk