Grundlovsfejringer gennem 150 år handler om, hvordan det danske demokrati og dets historie blev iscenesat og genfortalt i grundlovstaler, i symboler og sange og i grundlovsfestlighedernes hele scenografering. Den handler om, hvordan historie bruges til at definere og afgrænse dansk demokrati som kollektiv identitet.
Bogen konkluderer, at var der kamp om magt, demokrati og identitet, var der også kamp om historien, og at historien fortælles sådan, at det passer til de politiske mål. I slutningen af 1800-tallet, hvor der var strid om selve demokratiets form, var historiebrugen et centralt moment i den politiske magtkamp, og grundlovsdag var årets vigtigste kampdag. Da en politisk konsensus om demokratiet omkring slutningen af 2. verdenskrig var vundet, skabtes et nationalt erindringsfællesskab, hvor demokrati og danskhed var tæt forbundne.
Bogen viser, at den europæiske integration og den øgede indvandring har udfordret det nationale erindringsfællesskab om dansk demokrati. Mens EU-modstandere og immigrationskritikere har revitaliseret erindringsfællesskabet, har EU-tilhængere ved ikke at udfordre det ført en erindringspolitik, der udgør en alvorlig forhindring for opnåelse af deres eget politiske mål.
