Århus

Århus, 16. marts 2004

Historie, magt og identitet - grundlovsfejringer gennem 150 år

Vi fik vores grundlov på fredelig vis og ikke gennem blodige revolutioner. Netop det siger meget om os danskere, sagde Poul Nyrup Rasmussen, da han som statsminister hyldede grundlovens 150 års fødselsdag i 1999. Historie magt og identitet handler om, at forestillingen om en særlig demokratisk danskhed og billedet af Danmark som et land, hvor store forandringer sker i fred og fordragelighed, blev centrale i dansk identitet. Disse forestillinger kom til at spille en vigtig rolle for den udbredte skepsis over for EU i den danske befolkning.

Historie som magtvilkår og magtmiddel

Historien bruges som argument i den politiske debat. Den indgår som et væsentligt moment i vores forestillinger om os selv og vores omverden. Og den spiller en vigtig rolle for, hvad vi identificerer os med og føler loyalitet over for. Bogen forklarer, hvordan brug af historie til at definere dansk demokrati som kollektiv identitet ændrede sig gennem 150 års grundlovsfejringer. På grundlovsdag blev det danske demokrati og dets historie iscenesat og genfortalt i taler, symboler, sange og fejringernes scenografi. Her blev det danske folkestyres historie genfortalt, det aktuelle demokrati diagnosticeret og dets fremtidige opgaver og udfordringer udpeget. Grundlovsfejringernes arrangører brugte historien til at begrunde deres aktuelle politiske synspunkter. Og fortolkninger af fortiden blev bestemt af den aktuelle politik.

Fra vital kampplads til tam tradition

Bogen viser, at var der kamp om magt, demokrati og identitet, var der også kamp om historien. I demokratiets første mange leveår var det en omstridt styreform, og grundlovsdag blev årets vigtigste politiske kampdag. Tilslutningen var stor til balletmester Bournonvilles storslåede grundlovsfest ved Eremitagen i 1854, fordi den nyvundne frie forfatning var i fare for at blive indskrænket. I 1880erne var store dele af grundloven sat ud af kraft, og de politiske partier mobiliserede op mod en tredjedel af den københavnske befolkning i store grundlovsoptog og grundlovsmøder. Den blev en del af den politiske magtkamp og indbyrdes styrkeprøve. Efter vedtagelsen af grundloven i 1915 mistede grundlovsdag gradvist sin betydning. Med den politiske konsensus om det parlamentariske demokrati ved afslutningen af 2. verdenskrig, kunne de årlige grundlovsmøder efterhånden kun samle få deltagere.

Et nationalt erindringsfællesskab

Hvor de politiske grupperinger tidligere fortolkede historien på hver deres måde og udgjorde hvert deres erindringsfællesskab, skabtes nu et nationalt erindringsfællesskab, hvor kun marginale grupper stod udenfor. Der opstod en grundfortælling om det danske demokratis historie, hvor enevældens ublodige fald blev tolket som udtryk for en særlig dansk demokratisk konsensustradition, der rakte langt tilbage i historien, og hvor demokrati og danskhed var tæt forbundne. Brugen af historien ændrede sig fra at have begrundet politiske skillelinjer til primært at legitimere og befæste det nationale erindringsfællesskab.

Staten fejrede grundlovens 100 og 150 år med stort iscenesatte jubilæer i 1949 og 1999. I 1949 førte staten en topstyret erindringspolitik, hvor politikere og historiske eksperter spillede en central rolle, og befolkningen var reduceret til tilskuere. Historien blev brugt som autoritativt bevis for, at det danske demokrati var verdens bedste og stærkeste. I 1999 førte staten en pluralistisk erindringspolitik og forsøgte at engagere borgerne i en diskussion om dansk demokrati i fortid, nutid og fremtid. Historien fremstod ikke som autoritet, men var i højere grad betydningsfuld som et sted, der kunne opsøges og bruges interaktivt til at afklare politiske synspunkter og individuelle og kollektive identiteter. Bogen diskuterer de demokratiske implikationer af historiebrugens forandring, som forfatteren finder tvetydige.

Bogen påviser, at den europæiske integration fra begyndelsen af 1970erne og den øgede indvandring i 1990erne har udfordret det nationale erindringsfællesskab om dansk demokrati. EU-modstandere og immigrationskritikere med Dansk Folkeparti i spidsen fører en erindringspolitik, der sigter på at bevare og styrke den nationale forestilling om et dansk demokrati med særlige fortrin og gør den eksisterende grundlov til et urørligt nationalt symbol. EU-tilhængere har ikke taget fat om de aktuelle erindrings- og identitetspolitiske udfordringer. De har derimod bekræftet det nationale erindringsfællesskab og ført en erindringspolitik, der udgør en alvorlig forhindring for opnåelse af deres eget politiske mål om en yderligere EU-integration.

Anette Warring er ph.d. i historie og lektor ved Institut for historie og samfundsforhold, Roskilde Universitetscenter. Hun har bl.a. skrevet Tyskerpiger - under besættelse og retsopgør (1994) og Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998) sammen med Claus Bryld.