I
1901 vedtog Rigsdagen fire ugers obligatorisk barselshvile for
fabrikskvinder. Gennem de følgende 100 år blev orloven forlænget og kom
til at gælde næsten alle kvinder på arbejdsmarkedet. Den økonomiske
kompensation er også forbedret væsentligt. I 1983 fik fædre også
orlovsrettigheder, og i 1997 fik de for første gang adgang til orlov uden
moderen i to uger sidst i orloven. I 2002 blev orloven udvidet til et år.
Hvem og hvad har haft magten over beslutningerne gennem 100 års
barselsorlovsforhandlinger? Har det betydning, hvordan man taler om
politik, og hvilke konsekvenser har beslutningerne haft for forholdet
mellem arbejdsliv og familieliv? Det er nogle af de spørgsmål, der
besvares i dette skrift, hvor køn og beslutningsmagt er det overordnede
fokus for analysen.
Det diskuteres også, hvorfor Danmark i 2002 afskaffede de to ugers øremærkede fædreorlov sidst i orloven med begrundelsen, at det var udtryk for tvang og formynderi. Det betegnes som et ligestillingsparadoks, at Danmark samtidig har den længste øremærkning af orloven til kvinder i Skandinavien. Et andet paradoks består i, at ligestilling afvises som et legitimt reguleringskriterium i beslutninger, der indgår i dansk ligestillingslovgivning.
