Farlig ungdom viser, hvorledes tanken om et Ungdommens Parlament, opstået 1936 i Danmarks socialdemokratiske Ungdom med støtte fra Konservativ Ungdom i befrielsessommeren 1945, omformes til en altomfattende kommission med en af besættelsestidens ikoner, teologiprofessor Hal Koch, som formand. Ungdommen skulle belønnes for sin indsats i modstandskampen, de sociale forskelle skulle udjævnes gennem udvidet adgang til videregående uddannelse og afskaffelse af den lammende bolignød. Og valgretten skulle nedsættes til 21 år.
Men i efterkrigstidens Danmark blev interessen for at blive kaffe- og sukkerrationeringen kvit hurtigt større end interessen for at se på ungdommens særlige problemer og behov og på baggrund heraf fremsætte egnede forslag. Det var en almindelig antagelse, at familien var i krise, at indvandringen til storbyerne medførte prostitution og kriminalitet, og at moralen havde fået et knæk i ly af mørklægningen. Hurtigt lød derfor kravet om, at ungdommen skulle smøge ærmerne op, være disciplinerede og uddanne sig. Ønsket om at vende tilbage til normale tider lagde sammen med den kolde krig og landets økonomiske problemer en dæmper på at føre fremtidsvisionerne ud i livet.
