De danske folketingsmedlemmer – en parlamentarisk elite og dens rekruttering, cirkulation og transformation 1849-2001

I det danske folkestyre lever der en udbredt forestilling om, at Folketingets sammensætning i væsentligt omfang bør afspejle befolkningens sammensætning, i hvert fald for så vidt angår en række egenskaber som alder, køn, uddannelse, erhverv osv. Det er samtidig velkendt, at Folketinget netop ikke afspejler vælgerne på disse dimensioner. Der er blandt folketingsmedlemmerne kun få under 25 og slet ingen over 67 år – i stedet er det folk i 50’erne, der, i hvert fald talmæssigt, dominerer Folketinget. Selvom det danske Folketing har en af de højeste andele af kvinder blandt parlamenter i verden, udgør kvinderne fortsat (her 85 år efter at de fik valgret og blev valgbare) ”kun” 38 pct. af Folketingets medlemmer. To tredjedele af MF’erne har en studentereksamen, hvilket skal sammenlignes med, at omkring en fjerdedel af vælgerne har fået en studenterhue, og hvis vi ser på akademiske uddannelser, så er det over en tredjedel af Folketingets medlemmer, der er akademikere sammenholdt med under en tiendedel i befolkningen som helhed. Erhvervsmæssigt er der mange flere selvstændige og offentligt ansatte i Folketinget end i befolkningen – til gengæld er der færre personer, som er ude af erhverv.

 

Bogen om folketingsmedlemmerne detaljerer dette billede ved at studere hvert af de politiske partier. Hermed kan man bl.a. se, at SF er partiet med relativt færrest kvinder, at Det radikale Venstre har den mest veluddannede folketingsgruppe (de er alle akademikere), at Dansk Folkeparti har de ældste MF’ere, mens Enhedslisten har de yngste osv. Bogen viser også, at fordelingen i de enkelte partiers medlemsskarer kan være med til at forklare nogle af disse forskelle.

 

Men ellers er det bogens historiske perspektiv, der er det særegne, idet den baserer sig på oplysninger indsamlet om samtlige de mere end to tusinde personer, der igennem tiderne, dvs. fra det første valg i 1849 til det seneste i 2001, er blevet indvalgt i Folketinget. Materialet gør det muligt at se på, hvordan den politiske elite har udviklet sig over tid – eller måske netop ikke udviklet sig, idet der også kan spores ganske stabile træk.

 

Den mest markante ændring er på kønsdimensionen, hvor kvinderne jo frem til første verdenskrig slet ikke kunne vælges til Folketinget. Men i relation til eksempelvis alder og uddannelse har ændringerne dels været mindre, dels har udviklingen haft et kurvelineært forløb. ”Nøjes” man med at se på de sidste halvtreds år, ser man, at folketingspolitikerne er blevet stadig yngre, men foryngelsen er sket efter en lang periode, hvor MF’erne var blevet ældre og ældre. Ved det seneste valg i 2001 var gennemsnitsalderen 48 år – ved det første valg i 1849 var den faktisk kun 44 år. Tilsvarende med uddannelse, hvor folketingsmedlemmerne inden for de seneste årtier er blevet bedre og bedre uddannede. Også her opdager man, ved at lægge et historisk perspektiv, at stigningen i uddannelsesniveauet kommer efter, at niveauet faktisk i mange år var faldende, og således er der stadig ikke lige så mange akademikere i dagens Folketing (37 pct.), som der var i 1849 (58 pct.) (omvendt er der lidt flere med en studentereksamen i dag end dengang). I og med at befolkningen som sådan er blevet bedre og bedre uddannet i de forløbne halvandet århundrede, kan man sige, at selvom folketingsmedlemmerne er bedre uddannede end vælgerskaren, så er de faktisk med tiden kommet til at afspejle vælgerne mere og mere.