25. november 2003

Intet magttab for de folkevalgte!

Siden begyndelsen af 1990’erne har danskerne fire gange kunnet deltage i nationale folkeafstemninger. Det er lige så ofte, som de har kunnet deltage i folketingsvalg. Og der er udsigt til en eller måske flere folkeafstemninger i de kommende år. Den hyppige anvendelse af folkeafstemninger i dansk politik understreger behovet for bred viden om de regler, der findes på dette område, og om folkeafstemningernes betydning for magtforholdet mellem partier, regering, folketing – og folk.

I den betænkning, der ligger til grund for Magtudredningen, hedder det, at det blev oplevet som en snærende ramme om det arbejde, der udføres af de folkevalgte, at de ikke havde kontrollen over en række forholds udvikling eller over de forudsætninger, der ligger til grund for beslutninger truffet af de folkevalgte: ”Udviklingen opleves som et reelt tab af demokratisk indflydelse og dermed en reduktion af tiltroen til de demokratiske beslutningsprocessers styrke og relevans” (Folketingstidende 1996-97, Tillæg B, side 441).

 Omfatter dette tab af kontrol og indflydelse ikke blot forholdet til medierne, embedsmændene og interesseorganisationerne m.v., men også forholdet til vælgerbefolkningen? Har partierne, Folketinget og regeringen tabt indflydelse til folket gennem folkeafstemninger? Og har der gennem de senere år udviklet sig et direkte demokrati på bekostning af det repræsentative demokrati, som ellers har været en grundpille i dansk politik?

Bogens hovedkonklusion er, at der ikke er sket noget magttab for de folkevalgte, og at der ikke er sket nogen væsentlig glidning fra et repræsentativt til et direkte demokrati. Den eneste undtagelse fra dette generelle billede er EU, hvor der har udviklet sig en form for direkte demokrati, når det drejer sig om suverænitetsafgivelse.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne begrænsede udvidelse af folkets mulighed for at hæve sin røst og medvirke i den politiske beslutningsproces er udtryk for ”et reelt tab af demokratisk indflydelse og dermed en reduktion af tiltroen til de demokratiske beslutningsprocessers styrke og relevans”? Det mener forfatteren til denne bog ikke. Han hævder derimod, at en øget anvendelse af folkeafstemninger vil kunne bidrage til en yderligere demokratisering af styreformen i Danmark.

Udover at redegøre for den teoretiske baggrund for direkte demokrati over for repræsentativt demokrati behandler bogen de centrale argumenter for og imod, at folket selv skal styre. Skyldes det repræsentative demokrati, som vi finder i Danmark og andre europæiske lande, at det er praktisk umuligt at lade folket afgøre politiske uenigheder? Eller skyldes det, at folket ikke er egnet til at træffe politiske beslutninger? Lægger vi stadig det menneskesyn, som kort efter den anden verdenskrig blev formuleret af den danske jurist Alf Ross, til grund for vores politiske styreform: at mennesket ikke overvejende er et fornuftsvæsen, at den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner og mistroisk mod alt nyt? Mener vi stadig som Alf Ross, at de folkevalgte er udtryk for en elite, der bedre og sandere, end folket selv er i stand til at være, udløser de behov, der rører sig i folket?

Hvis man ikke mener, at denne opfattelse af menneskers mulighed for at deltage i politik fortsat skal danne grundlag for vores politiske styreform, men at uddannelses­niveauet, folks aktive medleven, medierne, den offentlige regulering og andre relevante forhold er ændret afgørende de sidste 50 år, er der grund til at rejse spørgsmålet, om den etablerede balance mellem direkte og repræsentativt demokrati skal moderniseres.

Derfor rejses der afslutningsvis i bogen en diskussion om en yderligere demokratise­ring af den danske styreform gennem indførelse af folkebegæring: Skal danske vælgere – som vælgerne i for eksempel Schweiz, Italien og Litauen – kunne begære folkeafstemning om politiske spørgsmål, eller skal det fortsat være sådan, at kun de folkevalgte politikere skal kunne bestemme, hvornår der skal være folkeafstemning?

Dette spørgsmål rejses på grundlag af en grundig undersøgelse af forudsætningerne for og anvendelsen af folkeafstemninger i Danmark og andre europæiske lande. Der argumenteres for, at indførelse af folkelig adgang til at begære folkeafstemning vil indebære en yderligere demokratisering af det eksisterende repræsentative demokrati. Selv om der er afholdt 19 nationale folkeafstemninger i Danmark, er vi nemlig ikke gået særlig langt i retning af at overlade afgørelsen af politiske spørgsmål til dem, der skal leve med afgørelserne. De seneste fire folkeafstemninger er som sagt afholdt inden for de sidste ti år. De har alle drejet sig om Danmarks forhold til EU og er gennemført med høj valgdeltagelse. Danskerne har således vænnet sig til at deltage i folkeafstemninger, og politikernes frygt for, at en folkeafstemning om en ny grundlov vil falde på grund af lav valgdeltagelse, synes derfor ikke at være velbegrundet.

Palle Svensson, dr.scient.pol., er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Hans interesseområde er demokrati, demokratisering og politisk deltagelse.