Århus, 10. februar 2004

Riget, magten og militæret. Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik under forsvarskommissionerne af 1988 og af 1997

Kan en bog om forsvarskommissioner som del af magtudredningen være spændende? Militæret er jo næppe en stat i staten i Danmark. Og hvem har magten over militæret? Det har politikerne selvfølgelig. Helt så enkelt er det imidlertid ikke. Det gør bogen spændende. Den indledes med en række forsvarsfortællinger: Om hvordan departementschef Michael Christiansen, nu chef for Det Kongelige Teater, i 1988 fik sat en NATO-delegation, som kritiserede dansk forsvar sønder og sammen, på plads. Om hvordan det lykkedes for Hækkerup som forsvarsminister at være menigt medlem af forsvarskommissionen af 1997 med Heinesen som formand. Om Hans Engells karakteristik af situationen: ”Når ministeren sidder for bordenden, er de militære ledere indrangeret i det militære kommandosystem. Nogen gange var det jo som at være til møde i Stavkaen under anden verdenskrig, hvor kammerat Stalin sad for bordenden, og så sad marskalerne ned langs siden og ventede på, om de nu skulle det ene eller det andet”. Om hvordan dansk forsvar efter den kolde krig pludselig fik til opgave at kæmpe og slås – og ikke bare være et symbol på forsvarsvilje. Om hvordan våben fik en helt ny rolle i forhold til situationen under den kolde krig. Hvordan nedsættelse af forsvarskommissioner blev betragtet som en gave til de radikale. Hvordan forsvaret overlevede den kolde krigs afslutning, oven i købet i bedste velgående, selv om der var dømt fredsdividende. Hvordan forsvaret alligevel søgte at holde fast på det, man kunne, ikke mindst af hensyn til arven: materiellet, organisationen, uddannelsen, traditionen.

Bogen er først og fremmest en analyse af to forsvarskommissioner, som fandt sted dels i koldkrigens sidste dage, dels mindre end 10 år senere, da verden havde forandret sig fundamentalt. Forfatteren har været medlem af begge kommissioner, og bogen bygger på indgående arkivstudier og interviews med de centrale aktører. Det er således en bog, der kombinerer indenrigspolitik med udenrigspolitik. For hvorfor nedsætte en kommission i 1988, hvor der var usikkerhed om, hvorvidt store verdenspolitiske ændringer var på vej eller ej? Og hvorfor nedsætte en kommission i 1997, hvor forsvaret havde gennemgået store forandringer bl.a. med etableringen af den Danske Internationale Brigade? Kunne det være den partipolitiske konstellation i Folketinget, som var afgørende? Kommissioner som betaling til Det Radikale Venstre? Hvordan fungerede demokratiet i forhold til forsvars- og sikkerhedspolitik? Eksisterer der et forsvarspolitisk demokratisk underskud? Hvordan spillede den internationale situation ind på udformningen af dansk forsvar i perioden?

Alle disse spørgsmål bliver taget op og besvaret. Bogen bekræfter desuden fire teser: Kontrasttesen, at der er kontrast mellem de to kommissioner, hvad angår forsvarspolitik og sikkerhedspolitik. Under 1988-kommissionen var der politisk konflikt om sikkerhedspolitikken, men konsensus om forsvaret. Under 1997-kommissionen var konflikten primært om forsvaret med konsensus om udenrigspolitikken. Kosmetiktesen, at der var manglende konkret sammenhæng mellem kommissionernes sikkerhedspolitiske præmisser og dimensioneringen af forsvaret. Kodificeringstesen, at kommissionerne først og fremmest kaster vievand på allerede iværksatte foranstaltninger og ændringer. Og endelig kontinuitetstesen, at forsvaret, trods fundamentale ændringer i den internationale sikkerhedspolitiske situation, ikke ændredes på tilsvarende fundamental vis.

Forsvarspolitikken er blevet frigjort fra den kolde krigs mølposer. Den er kommet frem i dagens lys, men er også fortsat spundet ind i forsvarsforligsregimet. Forsvaret vil stadigvæk trods nye roller for militære styrker i det nye internationale system bevare en vis sakrosankt karakter, en karakter af liv og død, en karakter af en særlig form for identitet i forbindelse med voldsmonopolet.

Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for forsvars- og udenrigspolitik, og til alle, der er knyttet til det danske forsvar. Den giver en bred og indgående analyse af den nyeste udvikling i dansk forsvar og af forsvarets placering i dansk politik. En sådan fremstilling har været savnet. Den lægger også op til de store forandringer, som er planlagt for dansk forsvar i 2004 i forbindelse med det kommende forsvarsforlig.

Om forfatteren

Bertel Heurlin er Jean Monnet professor i europæisk sikkerhed og integration ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.