Århus, 7. juni 2004

Verdensmestre i demokrati eller national selvovervurdering?

Ifølge den danske selvforståelse er Danmark kendetegnet ved et rigt foreningsliv, et højt politisk engagement og en lav magtdistance mellem folket og den politiske ledelse. Men er det en selvskabt myte, eller er der realiteter bag? Hvordan ser det ud i dag, sammenlignet med tidligere, og hvordan set det ud sammenlignet med andre lande?

Det er et af de mange spørgsmål, der besvares i Magtudredningens store “medborgerundersøgelse”, der bygger på interviews med 1640 repræsentativt udvalgte danskere. Undersøgelsen er gennemført som led i en større international undersøgelse, så der for første gang kan sammenlignes direkte med 11 andre europæiske lande, på enkelte punkter endnu flere. Undersøgelsen viser, at det faktisk står temmelig godt til – i hvert fald relativt set:

Borgerne engagerer sig i den “store politik”, men deltager i det små

For de fleste danskere bliver det dog ved det politiske engagement og den politiske diskussionslyst. Der er ikke meget deltagelse i den “store” politik, bortset fra deltagelse i offentlige valg (på nationalt plan), evt. suppleret med en underskriftsindsamling eller et økonomisk bidrag i ny og næ, samt måske indkøb som politisk forbruger. Hertil kommer en del aktivitet på lokalt plan samt i foreninger. Navnlig partideltagelsen er gået voldsomt tilbage, men det kniber også for fagforeningerne, fordi medlemmerne er passive, og for landbrugets organisationer, fordi der ikke længere er ret mange landmænd. Selv om der stadig er mange aktive i fagbevægelsen, kan man godt sige, at de store folkelige bevægelsers tid er omme.

    Mere generelt kan man sige, at der er sket en serie forskydninger i den politiske deltagelse

Manglende interesse for kommunalpolitik og EU-politik

At deltagelsen i stigende grad retter sig mod de forhold, der påvirker den enkelte i hverdagen, er dog ikke ensbetydende med, at det politiske engagement går i samme retning, og at folk bliver mere snæversynede. Snarere tværtimod. Den politiske interesse på landsplan er gået frem, mens interessen for kommunalpolitik går tilbage. Og borgerne er meget bevidste om kollektive problemer og kollektive interesser, også hvor de går imod kortsigtede egeninteresser.

     Den dalende kommunalpolitiske interesse er særlig udtalt blandt de unge. Totalt set er der kun sket et lille fald i interessen for kommunalpolitik (men interessen for landspolitikken er gået frem). I 1979 var der imidlertid endnu 44 pct. af de 18-29-årige, der interesserede sig for kommunalpolitik; i 2000 var andelen kun 28 pct. Omvendt er interessen for landspolitikken blandt de unge steget fra 50 til 57 pct. i samme periode.

     Siden 1979 har den europæiske politik fået markant stigende betydning, og man kunne tro, det i særlig grad ville smitte af på de unge. Men det kniber med de unges interesse. Den er endda gået lidt tilbage fra 1979 til 2000. Og aldersgrupperne over 50 år er mere interesserede i europæisk politik end de unge under 30. I bedste fald kan man trøste sig med, at det ikke er gået så stærkt tilbage med interessen for europæisk politik som med interessen for lokalpolitik (p. 50).

 

Politisk lighed og ulighed

Arbejderbevægelsens og bondebevægelsens mobilisering i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var ikke alene med til at skabe et demokrati med høj deltagelse, men også et demokrati, hvor almindelige mennesker uden uddannelse kunne være med. Både i partierne og de mest betydningsfulde foreninger var det de lavtuddannede, der dominerede. På alle andre områder er det de højtuddannede, der deltager mest. Forskydningen væk fra deltagelse i disse foreninger betyder derfor alt andet lige en begunstigelse af de ressourcestærke grupper.

     Men alt andet er netop ikke lige. For samtidig er der sket en stor social udligning, når det gælder deltagelsen på alle de “nye” områder – foreninger ud over fagforeninger, aktioner, og ikke mindst deltagelsen i hverdagen: i daginstitutionen, på skolen, på arbejdet osv., hvor der hersker en stærk medbestemmelseskultur. Det samlede resultat er svært at gøre op, men det peger ikke entydigt i retning af større sociale skel.

     På ét punkt er der til gengæld sket en udligning, nemlig mellem mænd og kvinder. Partierne er forblevet mandsdominerede næsten som før, men på alle andre områder er der sket en udligning eller endog en vending, så kvinder i dag er de mest aktive i de faglige organisationer, i aktioner, som politiske forbrugere, og (mindre overraskende) som brugere i offentlige institutioner. Også ved valgene stemmer kvinder akkurat lidt hyppigere end mænd.

 

Faresignaler

Der er langt fra den politiske deltagelse i Danmark i dag til de demokratiske idealer og høj og lige deltagelse. Men i forhold til tidligere og i forhold til andre lande må man tale om “et ganske levende demokrati”.

     Der er dog ikke tale om den rene idyl. Det er betænkeligt, at så lille en del af den politiske aktivitet – ud over valgene – retter sig mod at påvirke politiske beslutninger. De traditionelle forbindelseslinjer mellem befolkning og styre, især partierne, er svækkede.

     Den høje valgdeltagelse kan måske heller ikke tages for givet: I hvert fald er der – navnlig blandt unge – sket en svækkelse af normen om, at man bør stemme. Det kan betyde, at valgdeltagelsen nok kan fastholdes ved “højinteressevalg”, men kan risikere at falde betydeligt, når og hvis der kommer et “lavinteressevalg”.

     Endelig er det bemærkelsesværdigt – men også betænkeligt – at interessen i stigende grad samler sig om politik på nationalt plan, samtidig med at der – dog somme tider overdrevet – tales om, at magten forskyder sig både ned og op – til lokalt plan og til overnationalt plan. Specielt den begrænsede interesse for europæisk politik er betænkelig.

     Den politiske lighed kan heller ikke tages for givet: Der er fortsat betydelig social ulighed, når det gælder de “nye” deltagelsesformer, og der er ikke længere så megen parti- og foreningsdeltagelse til at udligne dette. Parallelt hermed ser man også, at de lavtuddannede kun har ringe del i de højtuddannedes følelse af i stigende grad at kunne overskue og påvirke politik.

 

Ovenstående er et lille udpluk af nogle hovedresultater fra undersøgelsen. Den er på i alt 336 sider og giver et overblik over næsten alle former for politisk deltagelse og en lang række holdninger til politikerne og det politiske system, samtidig med at den indeholder en længere diskussion af, i hvor høj grad folk orienterer sig til politik ud fra hhv. snævre egeninteresser og bredere samfundsinteresser, hvor der argumenteres for, at de sidstnævnte spiller en afgørende – og formentlig stadig vigtigere – rolle.

 

Forfatteren

Jørgen Goul Andersen er professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet og medlem af Magtudredningens forskningsledelse.

 

 

Et ganske levende demokrati

Af Jørgen Goul Andersen

 

 

Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2004

336 sider, 298 kr.

 

 

Forfatterkontakt:

E-mail:  goul@socsci.auc.dk

Telefon: 9635 8200 (auc) / 8615 7191 (privat) / 2261 2811 (mobil)

 

 

Kan købes på Aarhus Universitetsforlag

Telefon 8942 5370

E-mail. unipress@au.dk
www.unipress.dk