Århus

Århus, 6. august 2003

Statsmagtens tjenere og retsstatens vogtere

Målet med den omfattende domstolsreform, der blev gennemført i sommeren 1999, om at sikre en bredere rekruttering til domstolene, er ikke blevet nået. I perioden fra 1. august 1999 til 31. december 2003 er kun 2 ud af 21 stillinger ved landsretterne blevet besat med andre end traditionelle ansøgere (fra domstolssystemet og Justitsministeriet). I byretterne er 1 ud af 74 stillinger blevet besat med andre end traditionelle ansøgere.

Det er en af konklusionerne i professor, dr.jur. Jens Peter Christensens bidrag Domstolene den tredje statsmagt til Magtudredningen. Ønsket om en bredere dommerrekruttering har været begrundet med, at domstolene i højere grad end hidtil skal udøve en selvstændig retsskabende funktion og fungere som en uafhængig tredje statsmagt.

I bogen konkluderes endvidere, at rekrutteringen til Højesteret derimod har undergået meget betydelig ændring gennem det seneste årti. Dette skyldes imidlertid ikke domstolsreformen. Ændringen i rekrutteringen skete allerede i årene før domstolsreformen. Det samlede billede er i dag, at rekrutteringen fra Justitsministeriet ikke længere er dominerende. Hvor det endnu sidst i 1980erne var sådan, at samtlige dommere i Højesteret havde en karriere, der var begyndt i Justitsministeriet, er det kun 4 af de 14 højesteretsdommere, der er blevet udnævnt fra og med 1990 og frem til Dommerudnævnelsesrådet påbegyndte sit virke pr. 1. juli 1999, der havde været igennem den traditionelle justitsministerielle karriere. Heller ikke den lukkethed, der tidligere bestod i, at rekrutteringen helt overvejende skete fra landsretterne, eksisterer længere. I modsætning til tidligere består Højesterets dommerkollegium i dag i betydeligt tal af personer uden langvarig dommererfaring forud for udnævnelsen. Som det er blevet udtrykt, er domstolsreformens målsætning om en bredere dommerrekruttering således til overmål blevet opfyldt ved besættelse af dommerstillinger i Højesteret.

I bogen beskrives og vurderes tillige, hvorledes domstolenes prøvelse af lovgivningsmagtens og forvaltningens afgørelser har udviklet sig. Konklusionen er, at domstolenes rolle som den tredje statsmagt, der skal kontrollere de to andre statsmagter, er blevet mere fremtrædende og synlig gennem de senere år. Mest iøjnefaldende har været Højesterets domme i 1996 og 1998 i Maastricht-sagen om grundlovsmæssigheden af Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union og Højesterets dom i Tvind-sagen i 1999, hvor Højesteret for første gang i 150-året for Junigrundloven underkendte en lov som grundlovsstridig. Det konkluderes i den forbindelse, at det må forventes, at Højesterets prøvelse af loves overensstemmelse med grundloven i fremtiden vil blive mindre tilbageholdende, og at Højesterets grundlovsfortolkning vil blive mere præget af friere fortolkningsmetoder. Højesteret vil på den måde få en mere selvstændig retsskabende rolle end før.

Navnlig den Europæiske Menneskerettighedskonventions vagt formulerede bestemmelser i samspil med Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil har bragt de danske domstole i en mere fremskudt og udsat position i forhold til både regering og Folketing.

I bogen behandles endvidere domstolenes rolle i forbindelse med en række politisk-administrative skandalesager som f.eks. Tamilsagen. Dommerne er af regering og Folketing blevet trukket ind som undersøgere og bedømmere af sager, hvor det politiske konfliktniveau ofte har været meget højt. Dommerstanden er herved kommet til at spille en betydningsfuld forfatningsmæssig rolle for Folketingets kontrol med regeringen og dens ministre. Også i fremtiden må det forventes, at dommerstanden kommer til at spille en sådan rolle, når nye skandalesager dukker op. Dommernes grundlovssikrede uafhængighed, deres politiske neutralitet og deres erfaring med omfattende bevisbedømmelse gør, at der sjældent vil være noget godt alternativ. Senest har dette vist sig i Farum-sagen og i Dan Lynge-sagen.

Den endelige bedømmelse af ministrenes retlige ansvar foretages af Rigsretten. Det er forfatterens konklusion, at Rigsretten bør afskaffes i forbindelse med en grundlovsændring. Opgaven med at dømme i sager om ministres retlige ansvar bør, som det er sket i en række andre lande, henlægges direkte til Højesteret. En sådan reform vil gøre ministeransvaret mindre tungt og omstændeligt at gøre gældende og vil være egnet til at sikre, at der med magt må følge ansvar. Også behovet for tillid til rettens partipolitiske uafhængighed og upartiskhed taler for en sådan reform. Erfaringen viser, at Rigsrettens politisk udpegede medlemmer stemmer i overensstemmelse med partibogen.

Endelig behandler bogen den omfattende domstolsreform, der blev iværksat i sommeren 1999. Reformen betød, at domstolene blev sikret en administrativ og organisatorisk uafhængighed, som var og stadig er et særsyn i Vesteuropa. Reformen har bidraget til at give domstolene en mere selvstændig profil. Men domstolene er dermed også kommet mere direkte i skudlinjen, både i forhold til Folketinget og i forhold til offentligheden. Et af de væsentligste mål med domstolsreformen var at sikre en bredere rekruttering til domstolene. Bogen konkluderer som nævnt, at dette mål ikke er blevet realiseret.

Som helhed tegner bogen billedet af domstolene i en mere aktiv rolle som den tredje statsmagt og af en mere selvbevidst dommerstand, der opfatter sig ikke blot som statsmagtens tjenere, men også som retsstatens vogtere.

Jens Peter Christensen (f. 1956) har kandidatgrader i både statskundskab og jura og er professor i offentlig ret ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet. 1999-2000 konstitueret landsdommer i Vestre Landsret. Lic.jur 1990 med afhandlingen Forfatningsretten og det levende liv og dr.jur. 1997 med disputatsen Ministeransvar.