Århus, den 29. april 2002

Magtudredningen udgiver fredag den 3. maj 2002

Politik over grænser. Tyrkeres og kurderes engagement i det politiske liv i hjemlandet

af Eva Østergaard-Nielsen

Magtudredningens nyeste skrift sætter fokus på  politiske tilhørsforhold blandt tyrkere og kurdere i Danmark. Et af skriftets centrale spørgsmål er, om den politiske tilknytning til hjemlandet Tyrkiet forsvinder over tid, når forbindelsen til hjemlandet blegner i forhold til tilværelsen i et nyt land, og  når hjemstavnsforeninger og partimedlemskab i hjemlandet bliver afløst af et nyt engagement i indvandrer-politiske sager om ligebehandling og rettigheder.

Skriftets svar på dette spørgsmål er et delvist nej. Skriftet bygger på en undersøgelse af tyrkiske og kurdiske etniske minoriteter i Danmark, hvor der i analysen bliver draget sammenligninger med forholdene i Holland og især Tyskland.

Overalt i Europa har den politiske udvikling i Tyrkiet givet anledning til en fortsat politisk mobilisering blandt flygtninge og indvandrere fra Tyrkiet. Men der er forskel på virkningerne heraf i lande som Danmark, Tyskland og Holland.

Flygtninge og indvandrere kan gennem satellit-tv og radio, fax, telefon, e-mail og internet følge med i og også deltage i det politiske liv i det oprindelige hjemland. Resultatet heraf kan i et land som Danmark iagttages i form af  solidaritetsgrupper til forfulgte partier og bevægelser eller forsvar af oprindelseslandets styre, når dette bliver kritiseret i danske medier. På denne baggrund stiller skriftet et andet vigtigt spørgsmål, nemlig om indvandreres og flygtninges engagement i hjemlandets politik afholder dem fra at blive engageret i dansk politik? Påvirker politiske loyaliteter over for oprindelseslandet indvandreres og flygtninges forhold til danske politiske partier?

Der findes i Danmark tyrkiske og kurdiske foreninger, der har forbindelser til de større etniske, nationalistiske og religiøse bevægelser og partier i Tyrkiet og til organisationer i andre lande, hvor der bor tyrkere og kurdere. Især kurdiske foreninger søger at sprede information om kurderes forhold i Tyrkiet. Men inden for det tyrkiske ‘flertal’ er de fleste foreninger ikke særlig ‘transnationale’ eller ’hjemlandspolitiske’ sammenlignet med lignende foreninger og organisationer i Tyskland. I det hele taget er det karakteristisk for Danmark, at kun en lille kreds af medlemmer og foreninger er engagerede i sådanne ’snævre’ og vedvarende transnationale aktiviteter og tilhørsforhold. Langt størstedelen af medlemmerne af diverse foreninger har et ’bredere’ mere ad hoc og sporadisk engagement i tyrkisk politik. Hvis de overhovedet har noget engagement.

Situationen i Danmark minder mere om Holland end om Tyskland, hvor tyrkiske og kurdiske organisationer er meget polariserede i spørgsmålet om tyrkisk politik. I Danmark følger de fleste foreninger måske nok med i tyrkisk politik, men i øvrigt koncentrerer de sig om lokale forhold og integrationspolitisk arbejde. En mulig forklaring er, at Danmark har gjort langt mere for at integrere etniske minoriteter i politik end Tyskland. Danmark giver lige som Holland indvandrere uden dansk statsborgerskab ret til at deltage i lokale valg, og der er ligeledes oprettet en række rådgivende organer for at styrke dialogen mellem forskellige indvandrergrupper og danske myndigheder og politikere. Indvandreres og flygtninges foreninger støttes med offentlige midler, selv om der lægges vægt på, at pengene skal bruges til integrationsarbejde og ikke til at sponsorere særlige nationale og religiøse grupper. Alt tyder på, at denne del af integrationsregimet har trukket tyrkere og kurdere ind i det danske politiske system, således at brede politiske spørgsmål omkring deres situation i Danmark efterhånden overskygger det hjemlandspolitiske engagement.

Men der er også forskelle mellem Danmark og Holland, hvor man har lagt vægt på, at etniske minoriteter skal bevare deres kulturelle og religiøse særpræg, og hvor man har gjort langt mere for at inddrage især de sunni muslimske foreninger i arbejdet med, hvordan islam bedst integreres i den hollandske offentlighed. Disse organisationer er dermed blevet mere synlige og aktive. I Danmark fører en række organisationer en mere tilbagetrukken tilværelse, selv om de har samme ideologiske udgangspunkt som tilsvarende organisationer i Holland og Tyskland. Dette kan hænge sammen med, at den danske debat, på samme måde som i Tyskland, fokuserer på indvandrernes status som udlændinge. Det får disse til at føle sig mindre velkomne. Tyrkere bærer ikke deres meninger om tyrkisk politik til torvs. Hvis der ikke er plads til, at man beholder tørklædet på ved kassen i supermarkedet, er det nok bedst at holde diskussionerne om tyrkisk politik inden for foreningens fire vægge.

Skriftet understreger samtidig, at næsten uanset hvilken integrationspolitik Danmark, Holland eller Tyskland fører, så er tolerancen i alle lande lav, når det gælder hjemlandspolitik. Med andre ord stopper begejstringen for multikulturalisme, når man kan frygte, at orienteringen mod oprindelseslandet forhindrer en politiske integration i værtslandet – eller endog medvirker til en fragmentering af det politiske fællesskab i værtslandet.

Men skriftet fremhæver også de positive dimensioner, der er knyttet til fænomenet hjemlandspolitik. For det første kan tyrkere og kurdere igennem deres hjemlandspolitiske engagement bidrage til en demokratisering og udvikling i deres oprindelseslande. Informationskampagner og anden lobby virksomhed er med til at informere og til at fastholde danske politikeres holdning til Tyrkiets politiske udvikling.

For det andet kan indvandreres og flygtninges foreninger og organisationer fungere som brobyggere mellem de etniske og religiøse minoriteter og det politiske system i Danmark – også selvom udgangspunktet er et andet. Politiske tilhørsforhold er ikke et nulsumsspil, hvor mere engagement i Tyrkiets politik automatisk betyder mindre engagement i dansk politik. For Danmarks vedkommende er skriftets konklusion derfor, at det er vigtigt ikke at begrænse indvandrer- og flygtningeforeningers deltagelse i den integrationspolitiske proces med henvisning til deres hjemlandspolitiske engagement.

Eva Østergaard-Nielsen er D.Phil. fra Oxford Universitet og for tiden Visiting Research Fellow ved London School of Economics. Hun står i spidsen for et større forskningsprojekt om tyrkiske og kurdiske transnationale politiske netværk finansieret af Economic and Social Research Council’s Transnational Communities Programme.

Politik over grænser. Tyrkeres og kurderes
engagement i det politiske liv i hjemlandet

af Eva Østergaard-Nielsen

Århus: Magtudredningen, 2002
57 sider, kr. 75

Kan bestilles hos Aarhus Universitetsforlag:
www.unipress.dk
eller tlf: 89 42 53 70.

Kontakt til forfatteren:
tlf. 00 34 93 2 17 15 17
e-mail: e.ostergaard@lse.ac.uk

 

 


[Tilbage]