Århus, 9. december 2004

 

Det er en udbredt opfattelse, at de folkevalgte politikeres magt er aftaget – til fordel for bl.a. medier, organisationer, erhvervsliv, EU og mange andre. En anden udbredt opfattelse er, at det stort set er umuligt at gennemføre større reformer her i landet. I hvert fald hvis de gør ondt på nogen. En ny undersøgelse fra Magtudredningen med fokus på ”store” beslutninger tegner et ganske andet billede. Der er ualmindelig stor reformiver i dansk politik. Og de folkevalgte politikere har et solidt greb om magten. Men der er ikke af den grund tale om nogen demokratisk idyl.

Bogen Magten på Borgen undersøger de sidste årtiers reformer på nogle af de ”store” politikområder – pensionspolitik, skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik. Det kræver ikke mange anstrengelser at slå fast, at reformerne set over en årrække har været meget vidtgående. Det gælder specielt på pensionsområdet, hvor vi er gået fra et skattefinansieret folkepensionssystem til et system, der overvejende er baseret på egen opsparing. Stort set ingen andre lande i Europa er gået så langt i retning af et opsparingsbaseret og privatiseret pensionssystem. Der er også sket betydelige forandringer i skatte- og arbejdsmarkedspolitikken, som man næppe havde troet mulige for 20 år siden.

I de fleste tilfælde er reformerne forhandlet igennem af de ledende ministre, i særdeleshed finansministeren, og eventuelt enkelte ledere fra oppositionspartier, hvilket vidner om en forholdsvis snæver kreds af beslutningstagere. En række aktører og institutioner glimrer ved deres fravær eller stærkt begrænsede betydning. Det gælder interessant nok EU, hvor uldne bemærkninger om tilpasningsbehov var udbredte i årene omkring 1990’erne, men siden nærmest er gledet helt ud. Det gælder medlemspartierne, der – i modsætning til f.eks. Sverige og Tyskland – stort set er helt ude af billedet i forbindelse med velfærdsreformerne.

Det gælder delvist også interesseorganisationerne, der ofte slet ikke inddrages, og i givet fald på politikernes nåde, når de ser en fordel derved. Nok var organisationerne stærkt medvirkende til forarbejdet bag den aktive arbejdsmarkedspolitik. Men i den aktuelle gennemførelse, og i efterfølgende stramninger, var de typisk ikke med. Selv indførelsen af arbejdsmarkedspensioner, der blev overladt til arbejdsmarkedets parter, er en undtagelse, der bekræfter reglen: Initiativet udgik oprindeligt fra Finansministeriet, og LO havde ønsket lovgivning. Men det gjorde regeringen ikke, og derved blev det.

Også medierne spiller en påfaldende lille rolle. Medierne sætter måske ofte de små dagsordener, men sjældent de store. I flere tilfælde synes medierne nærmest at have ”sovet i timen” op til de store reformer. Og ofte har de vanskeligt ved at overskue indholdet. Dermed er også sagt, at de store reformer typisk er foretaget uden større folkelig debat.

En del af denne ”reformernes rodløshed” skyldes, at hovedparten af de større beslutninger i de senere år er leveret i store, uoverskuelige ”pakkeløsninger”, der f.eks. forhandles i forbindelse med den årlige finanslov. Kontrasten til f.eks. Sverige og Norge er tydelig. Måden at træffe beslutninger på i Danmark er effektiv til at gennemføre store ændringer, men det opskruede tempo sætter Folketingets normale lovgivningsarbejde ud af spillet, det vanskeliggør lovforberedelsen, og det umuliggør offentlig debat.