De som meget har ... Store danske virksomheder som politiske aktører

Århus, 1. oktober 2003

Generelt om bogen:

Til trods for den udbredte forestilling om, at store virksomheders er magtfulde politiske aktører, er der forbavsende lidt systematisk viden herom – i Danmark såvel som i udlandet. Baseret på en spørgeskemaundersøgelse til de 500 største danske virksomheder belyser denne bog nogle aspekter ved de store virksomheder som politiske aktører.

De allerstørste virksomheder kan det hele

Det kan ikke undre, at mange af de store virksomheder har kontakter med myndighederne som led i virksomhedernes dagligdag. Tusindvis af offentlige bestemmelser kan ikke blive ført ud i livet uden en dialog med de virksomheder, som bestemmelserne skal virke på. Ser man generelt på de 500 største danske virksomheder, er der da også en arbejdsdeling mellem dem og deres interesseorganisation: Virksomhederne har overvejende kontakter med de sagsbehandlende myndigheder, der især har til opgave at træffe konkrete afgørelser. Det vil sige kommuner, amter og statslige styrelser. Virksomhedernes organisationer har vægten lagt på kontakter med ministeriernes departementer, ministrene og Folketingets politikere. Det vil sige myndigheder, der især laver generelle regler.

Så langt er alt i skønneste overensstemmelse med teorien; virksomhederne tager sig af eet, deres organisationer af noget andet. Men billedet ændrer sig en del, hvis vi alene ser på de allerstørste blandt de største 500 danske virksomheder. Det er i undersøgelsen de virksomheder, der har en omsætning på 5 mia. kr. eller derover. De indgår ikke på samme måde i en klar arbejdsdeling med de organisationer, de er medlem af. Disse virksomheder har også ganske mange kontakter til departementerne, til ministrene og til Folketinget. De har faktisk kontakter i et omfang, der svarer til gennemsnittet for erhvervsorganisationerne.

Men det er ikke hele historien. De allerstørste virksomheder gør brug af mange forskellige strategier. De skal ikke vælge, om de vil tage direkte kontakt med myndighederne, gå via deres organisation, gå til pressen, alliere sig med andre virksomheder eller nu og da ansætte en lobbyist til at løse et bestemt problem. I modsætning til de mindre virksomheder blandt Danmarks 500 største virksomheder benytter de allerstørste sig af alle adgangsveje, når de vil i kontakt med myndighederne. Endelig er det også primært de allerstørste virksomheder, der oplyser, at myndighederne ”meget ofte” tager kontakt til dem. De mindre virksomheder må oftere selv tage initiativet, når de har et budskab til myndighederne.

Undersøgelsen giver ikke mulighed for at sige noget om, hvorvidt de allerstørste virksomheder har stor eller lille politisk indflydelse. Men sikkert er de, at de har mulighed for at komme i dialog med myndighederne. Og de har gode muligheder for at gøre deres synspunkter gældende.

Bogens andre resultater:

Offentlige virksomheder har mange kontakter: Ser vi alene på de direkte kontakter med offentlige myndigheder, som virksomhederne selv etablerer, viser de offentlige virksomheder sig at være blandt topscorerne. Blandt de 25 virksomheder, der har flest direkte kontakter med myndighederne, er de 11 helt eller delvist offentligt ejede. Det kan i nogen grad forklares med det særlige ejerskab til disse virksomheder og antagelig også med karakteren af de opgaver de udføres. Noget kan imidlertid også tyde på, at de er dygtige til at etablere et netværk med myndighederne.

Lobbyister: Der er ofte stor interesse knyttet til virksomhedernes brug af lobbyister. Særlige kræfter antages at være på spil, når en virksomhed hyrer en lobbyist til at løse en bestemt opgave. Generelt har virksomhederne dog en begrænset brug af lobbyister. Hvis man vil lede efter veje, ad hvilke danske virksomheder opnår indflydelse på de politiske beslutninger, skal man lede efter hoved- og ikke bivejene. Og hovedvejene er gennem deres organisationer og ved direkte kontakter samt via en aktiv brug af medierne.

Virksomhedernes forhold til medierne: Det er ofte hævdet, at medierne tilspidser og dramatiserer deres historier på en måde, så det forplumrer seriøse og komplicerede politiske forhandlinger, hvor der skal indgås kompromisser og nås resultater. Argumentet er derfor, at organisationer, virksomheder og andre, der ønsker indflydelse på politiske beslutninger, ikke kan spille på to heste. For de 500 største danske virksomheder er der ikke en sådan modsætning. De virksomheder, der har mest direkte kontakt med offentlige beslutningstagere er også dem, der oftest bruger medierne og har de mest veludviklede mediestrategier. Der er især to tæt forbundne forklaringer herpå: På den ene side overvejer de politisk mest aktive virksomheder løbende og konkret, hvilken påvirkningsstrategi der er den mest effektive. På den anden side er medierne ofte medspillere snarere end modspillere. Der er ikke kun medierne, der kan bruge virksomhederne. Virksomhederne bruger også medierne for at få fremmet virksomhedens politiske interesser.

Om forfatterne:

Peter Munk Christiansen er professor i offentlig politik og forvaltning ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet – og medlem af Magtudredningens forskningsledelse. pmc@sam.sdu.dk tlf. 6550 2114 eller 8615 3564.

Asbjørn Sonne Nørgaard er lektor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. asn@ps.au.dk tlf. 8942 5420 eller 8610 6756.