Århus, den 6. februar 2002

Magtudredningen udgiver den 8. februar 2002

Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001
af Erik Albæk, Peter Munk Christiansen & Lise Togeby

Skriftet må ikke omtales før udgivelsesdagen fredag d. 8. februar 2002

Forskere er traditionelt blevet beskyldt for at sidde i elfenbenstårne og fornemt holde sig på afstand af døgnets politik. Den nye publikation fra Magtudredningen Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001 viser, at det ikke er tilfældet længere. Alle slags forskere, men specielt de samfundsvidenskabelige, optræder i dag i store mængder i medierne. Antallet af forskere, der optræder i dagspressen, er steget betydeligt siden 1961, og først og fremmest har udviklingen været voldsom gennem 1990’erne. Samtidig er der sket en ændring i, hvad det er for forskere, der optræder i medierne, og hvad det er, de udtaler sig om. I begyndelsen af 1960’erne blev forskerne kun inddraget i ganske særlige tilfælde, når deres ekspertise var relevant, og det drejede sig da mest om de naturvidenskabelige og tekniske fag. I dag inddrages forskerne i forbindelse med stort set alle emner, og det drejer sig i meget betydeligt omfang om de samfundsvidenskabelige forskere. 

Eksperter i medierne.
Dagspressens brug af forskere 1961-2001
af Erik Albæk, Peter Munk Christiansen & Lise Togeby
Århus: Magtudredningen, 2002
69 sider, kr. 85

Kan bestilles hos Aarhus Universitetsforlag:
www.unipress.dk

tlf: 89 42 53 70.

 

Kan købes hos Magtudredningens sekretariat:
tlf. 89 42 13 02
e-mail: magtudredningen@ps.au.dk

Kontakt til forfatterne:
Erik Albæk:
tlf. 96 35 82 10, e-mail: alb@socsci.auc.dk

Peter Munk Christiansen:
tlf. 96 35 82 09, e-mail: pmc@socsci.auc.dk

Lise Togeby:
tlf. 89 42 12 69, e-mail: ltogeby@ps.au.dk

 

Nærmere præsentation

Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001
Erik Albæk, Peter Munk Christiansen & Lise Togeby

Det forekommer i dag umuligt at læse en avis eller at se en nyhedsudsendelse på tv, uden at en journalist har henvendt sig til en ekspert for at få en kommentar. Det er da også en udbredt opfattelse – blandt journalister selv, blandt forskere og i den almindelige offentlige debat - at medierne i dag i højere grad end tidligere benytter eksperter som kilder. Men er det faktisk også tilfældet?

I Magtudredningens nye publikation Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001 er der for første gang foretaget en systematisk undersøgelse af udviklingen i mediernes brug af eksperter. Undersøgelsen ser på dagspressens brug af forskere, som er ansat på uafhængige forskningsinstitutioner. Den har registreret alle artikler i Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende, hvori der omtales forskere i perioden 15. januar – 14. februar i årene 1961, 1971, 1981, 1991 og 2001. 

Resultater

Undersøgelsen viser for det første, i hvor mange artikler der optræder forskere. Resultatet fremgår af figur 1, der viser to kurver. For det første en kurve for den samlede vækst i antallet af artikler med forskere og for det andet en kurve, hvor der er korrigeret for, at aviserne er blevet større. I begge tilfælde er antallet af artikler i 1961 blevet sat til 100. Figuren viser, at der er totalt set er sket en syvdobling af antallet af artikler med omtale af forskere; tager man hensyn til, at aviserne er vokset, er der dog ”kun” sket lidt mere end en tredobling. Men uanset, om man regner på den ene eller den anden måde, er der sket en ganske betydelig forøgelse af brugen af eksperter i de tre undersøgte dagblade. Af begge kurver fremgår det også, at væksten først og fremmest har taget fart i 1990’erne.

Figur 1. Væksten i antal artikler med forskere. Indekstal med
1961 som 100

Undersøgelsen viser for det andet, hvilke forskere der udtaler sig. Figur 2 viser antallet af forskere fra forskellige hovedområder, der optræder i artiklerne i de undersøgte år. Brugen af forskere fra alle fag er steget fra 1961 til 2001, men der er stor forskel på væksten. Set over hele perioden er det antallet af forskere med naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig baggrund, som er steget mindst. Det var så i øvrigt de to fag, der havde flest repræsentanter i aviserne i 1961. Til sammenligning er antallet af samfundsvidenskabelige forskere steget eksplosivt. Der er sket mere end en 20-dob­ling. De samfundsvidenskabelige forskere hørte man ikke meget til i 1961, mens de dominerer billedet i 2001.

Figur 2. Antal forskere opdelt efter videnskabeligt hovedområde


Og for det tredje viser undersøgelsen, hvad forskerne udtaler sig om. Resultatet fremgår af tabel 1. Tabellen afslører en meget markant udvikling over tid. I 1961 og 1971 udgjorde kommentarer til egen og andres forskning – det vil sige forskningsformidling – to tredjedele af alle de artikler, hvor der optrådte forskere. Fra 1981 sker der en forskydning væk fra forskningsformidling over mod, at forskerne kommenterer på viden skabt andre steder samt på politiske beslutninger og andre begivenheder. Fra 1991 udgør forskningsformidling mindre end halvdelen af de tilfælde, hvor forskere optræder i aviserne. I 2001 kommenterer forskerne i 59 pct. af deres udtalelser på viden skabt uden for forskningsverdenen, på politiske og administrative beslutninger eller på andre begivenheder. Den tilsvarende andel var 35 pct. i 1961. Undersøgelsen viser også, at denne udvikling  i vidt omfang skyldes, at det i dag i højere grad end tidligere er samfundsforskere, der optræder i aviserne.

Tabel.1. Hvad udtaler forskeren sig om? Pct.

 

Egen forskning

Andres forskning

Anden form for viden1

Politiske beslutninger

Andre begivenheder

I alt

Antal forskere

1961

43

22

2

4

29

100

89

1971

51

16

8

4

21

100

160

1981

47

9

8

6

30

100

173

1991

38

5

8

4

45

100

302

2001

32

9

13

12

34

100

562

1. Viden produceret af medier, af ministerier eller andre ikke-forskningsmiljøer, herunder internationale organisationer, EU mv.

Hvorfor denne udvikling?

Undersøgelsen peger på tre mulige forklaringer. For det første er samfundet i dag generelt mere afhængig af ekspertviden end tidligere, hvilket naturligvis også vil afspejles i nyhedsdækningen. For det andet har nyhedsjournalistikken ændret sig gennem de seneste 40 år. Tidligere var journalistik meget refererende, hvilket i højere grad var til gavn for afsenderne af et politisk budskab end for dem, der skulle modtage og fordøje det. Det er derfor blevet tilstræbt både indholds- og formmæssigt at gøre nyhedsformidlingen mere nærværende og relevant for modtagerne. Det sker blandt andet ved at bygge en historie op med flere og andre aktører end tid­ligere. Imidlertid kan journalisten ikke selv bedømme de udsagn, som hans histories aktører fremsætter, uden dermed at det kompromitterer hans objektivitet. Derfor inddrager han ofte eksperten som objektiv dommer i nyhedshistorien. For det tredje har forskernes vilkår ændret sig. Der stilles i dag større krav til såvel enkeltforskeres som forskningsinstitutioners synlighed end tidligere; synlig bliver man først for alvor gennem medieeksponering.

Udviklingens konsekvenser?

Undersøgelsen viser, at myten om virkelighedsforskrækkede forskere i elfenbenstårne ikke holder stik. Forskerne i dag accepterer som en del af deres arbejde at fodre journalisterne med kommentarer og meninger. Det hører ikke længere med til den autoriserede forskerrolle at holde sig fornemt på afstand af hverdagens politiske slåskampe. Tværtimod blander forskerne sig med stor fornøjelse i allehånde politiske konflikter, og de gør det langt ud over deres snævre faglige kompetence.

Politiske, sociale og økonomiske spørgsmål kan kvalificeres gennem videnskabelig belysning. Forskeren kan bidrage til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt i en kompliceret medievirkelighed. Når det politiske spils interessenter bringer viden til torvs, som fremhæver forhold, der er i afsenderens interesse, kan den uafhængige forsker bidrage med at skabe klarhed over, hvad der er rigtigt og forkert.

Men udviklingen kan samtidig tænkes at have negative konsekvenser. Et første problem opstår, hvis den hyppige brug af eksperter i medierne får det til at se ud, som om politiske spørgsmål kan afgøres på et videnskabeligt grundlag. Viden styrker den politiske og offentlige samtales kvalitet. Men grænsen mellem positiv viden om en sags rette forhold og de politiske konsekvenser heraf kan være svær at drage. Det er ødelæggende for den politiske debat, hvis forskerne bruges til at ekspertliggøre politiske spørgsmål, dvs. til at skabe det indtryk, at værdi- og interessekonflikter kan afgøres på grundlag af særlig faglig indsigt.

Et hermed beslægtet problem opstår, når den udstrakte brug af eksperter kommer til at betyde, at den offentlige debat føres i et mandarinsprog, som kun deles af nogle få indviede, nemlig beslutningstagere, medierne, forskerne og de øvrige professionelle brugere af medierne. Den udstrakte brug af forskere, når pressen behandler brede emner, som i princippet kan interessere hele befolkningen – narkotikaproblemer, børneopdragelse, kost, flygtninge- og indvandrerproblemer osv. – kan fremme den opfattelse, at disse emner er sager for de få, og at den brede befolkning ikke har tilstrækkelig indsigt i sådanne emner til at deltage tilstrækkelig kvalificeret i debatten herom. Det er en ikke helt ligegyldig udvikling i et demokratisk perspektiv.

Der er brug for en debat om relationerne mellem forskere og medier.

Forfatterne

Erik Albæk, professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Peter Munk Christiansen, professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Lise Togeby, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 


[Tilbage]