Århus, den 1. december 2003

Dansk barselsorlovspolitik i skandinavisk belysning

Hvorfor har Danmark stik modsat andre skandinaviske lande afskaffet en særlig øremærkning af barselsorlov til fædre med ret til orlov uafhængigt af moderen? Og hvorfor taler man i den politiske debat om, at netop disse rettigheder er udtryk for tvang og indgreb i familiernes valgfrihed? Den danske øremærkning til kvinder er den længste i Skandinavien (14 uger), men det forbindes hverken med tvang, formynderi eller manglende valgfrihed. En del af forklaringen på disse forskelle er, at de øremærkede fædreperioder blev en brik i kampen om regeringsmagten i 2001. Derfor blev barselsorloven for første gang nogensinde højpolitiseret. Dertil kommer, at køn især af den borgerlige fløj ikke opfattes som et legitimt reguleringskriterium, og endelig har Danmark ikke på samme måde som Norge og Sverige fokuseret på mænds omsorgs- og fædreroller.

En markant forskel til Norge og Sverige er desuden fraværet af statistik og forskning som grundlag for de danske beslutninger. De to ugers fædreperiode blev således truffet uden henvisning til tilgængelig viden. Andelen af fædre, der tog orlov i uge 25 og 26, steg imidlertid fra 7 procent i 1998 (hvor der blev indført øremærkning) til 24 procent i 2001. Siden 1984 har under 5 procent af mændene taget orlov i den periode, der kan deles mellem fædre og mødre.

Hvem og hvad har beslutningsmagt?

Dette skrift beskæftiger sig med, hvem og hvad der har været afgørende for politiske nøglebeslutninger om barselsorlov i1901, 1967, 1980, 1983, 1997 og 2002 med køn som det overordnede fokuspunkt. Desuden sammenlignes de seneste danske, norske og svenske forhandlinger om fædrerettigheder. Analysen beskæftiger sig med, hvilken rolle aktører, beslutningsprocessernes karakter og institutionelle forhold spiller. En væsentlig interesse er desuden, om den måde, man taler om barselsorloven på, har påvirket beslutningerne.

Konklusionen er, at den øgede tilstedeværelse af kvinder i parlamentarisk politik har været medvirkende til at rykke grænsen mellem offentligt og privat: Barselsorloven er blevet længere og dækker i dag næsten alle samfundsgrupper, den økonomiske kompensation er forbedret, og beskyttelsesrettigheder ved afskedigelse er forbedret.

Kvinder har ikke været uden indflydelse, når de har været ekskluderet fra magtens centre. I 1901, hvor der første gang blev lovgivet på området, blev beslutningerne truffet af en ren mandeforsamling. Kvinder uden for Rigsdagen fik imidlertid afgørende betydning for udformningen af lovgivningen, bl.a. fordi de allierede sig på tværs af klasser. Det var også udslagsgivende, at mandlige nøgleaktører inden for Rigsdagen var lydhøre over for deres synspunkter. Derimod havde kræfter uden for Folketinget ikke stor indflydelse i slutningen af 1970’erne. Den nye kvindebevægelse var på sit højeste og arbejdede sammen med en række andre organisationer for at forlænge barselsorloven og øremærke orlov til fædre. Men kravene blev år efter år frasorteret i kampen om at prioritere knappe økonomiske ressourcer. Socialdemokratiske kvindelige folketingsmedlemmer var dybt uenige med deres eget parti og regeringen, men de kom heller ikke igennem med deres krav om orlov til fædre.

De politiske forhandlinger om barselsorlov bygger på selvfølgelige, og ikke altid udtalte, antagelser om kvinders hovedansvar for børnepasning. Det har haft konsekvenser for orlovens konstruktion, herunder at den stadigt længere barselsorlov helt overvejende tages af kvinder. Frem til midten af 1960’erne var mænd og fædre stort set fraværende i de politiske forhandlinger, derefter fulgte en periode, hvor der var politisk vilje, men ikke økonomi til at inddrage fædrene.

Det konkluderes, at institutionelle forhold har haft indflydelse på beslutningerne, bl.a. på den måde, at forhold i ligestillingspolitikkens etableringsfase i midten af 1970’erne .fik betydning for, at ligestillingspolitiske overvejelser holdes langt mere adskilt fra familiepolitiske beslutninger i Danmark end i Norge og Sverige. Dette på trods af at barselsorloven siden 1989 er indgået i den danske ligestillingslovning.

Afskaffelsen af øremærkede fædreperioder i 2002 skete samtidig med, at barselsorloven blev udvidet til 52 uger. Beslutningsforløbet er et eksempel på, at diskursiv magt fik betydning for udfaldet, bl.a. fordi Venstre fik stor betydning for den måde, øremærkede fædreperioder blev italesat i den indledende fase af forhandlingerne. Partierne i midten og til venstre i det politiske spektrum var indbyrdes splittede og formåede ikke for alvor at anfægte argumenter om tvang og manglende valgfrihed før efter folketingsvalget, hvor de havde mistet flertallet.

En stor del af debatten foregik i medierne i foråret 2001 som en forløber for valgkampen, der blev skudt i gang om efteråret. Det var politikerne, der styrede forløbet, mens medierne mest fik betydning som arena for debatten.

Over de 100 års barselsorlovshistorie er der sket en cirkelbevægelse. Både i 1901 og i 2002 blev statslig regulering karakteriseret som tvang.

Om forfatteren

Anette Borchorst er lektor på Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet.