Århus, den 20. maj 2003

Da ungdommen var farlig og blev spist af med en kommission

Historien om ungdomskommissionen begynder en majaften på Københavns Grønttorv i de befrielsesberusede dage 1945:

Til ”Dengang jeg drog af sted” bevægede 50.000 unge sig mod Christiansborg Slotsplads for med et gigantisk fakkeltog at fejre den nyvundne frihed. Faklerne blev kastet på et stort bål, og i skæret herfra talte statsminister Vilhelm Buhl fra rigsdagsbygningens balkon. Ungdommen havde afvist de nazistiske lokketoner og dannet kernen i modstandsbevægelsen. Men nye tider var på vej: ”Mere end nogensinde vil kravet om dygtiggørelse og arbejde lyde til jer. Det er rigsdagens og rege­ringens opgave gennem lovgivningen at lette jer vejen hertil. I har vist en strålende ansvarsfølelse for land og folk og for vort frie folkestyre, og det skal ikke blive glemt, heller ikke hvad stemmeretten angår.”

Hvad lå der bag Vilhelms Buhls løfte, og hvad førte det til? Det fortæller bogen Farlig ungdom. Ungdommen, samfundet og Ungdomskommissionen 1945-1970. Den fastholder den fattige efterkrigstid og den spæde start på velfærdsstaten, og den beskriver den nye ungdomskategori og arbejdet i den ungdomskommission, der var det første synlige bevis på Buhls løfte. For første og eneste gang blev ungdommens samlede levevilkår grundigt beskrevet og dens fremtid vurderet i en forventning om, at ungdommen tilpassede sig kravet om normale tider. Besættelsestidens farlige ungdom, de unge mænd med skydevåben og de løsagtige unge piger, skulle disciplineres og uddannes.

Ungdomskommissionens forudsætninger rækker tilbage til 1936, hvor Danmarks socialdemokratiske Ungdom (D.s.U.) udarbejdede et socialt ungdomsprogram. Baggrunden var den økonomiske verdenskrise og den massive arbejdsløshed. Ungdommen skulle reddes fra menneskelig og økonomisk ruin og vaccineres mod smitte fra nazisme og kommunisme. I programmet indgik ønsket om et ungdommens ministerium, senere udvidet med en rådgivende ungdomskommission. I revideret form blev det i 1945 sat ind i Socialdemokratiets efterkrigsprogram, Fremtidens Danmark. Også Konservativ Ungdom og Danmarks Kommunistiske Ungdom arbejdede varmt for et ungdomsorgan, mens Venstres Ungdom og Radikal Ungdom var mere tilbageholdende. Et nyt ministerium blev opfattet som bureaukratisk københavneri. Men alle var dog enige om, at den positive stemning over for ungdommen skulle udnyttes, og alle ønskede nedsættelse af valgretsalderen, større social retfærdighed, demokratisering af hæren og ikke mindst boliger og uddannelse til alle. Resultatet blev en kommission, af nogle opfattet som en belønning, af andre som en syltekrukke. Med hensyn til valgrettens udvidelse fra 25 til det ønskede 21 år skete der først noget, da sagen kunne kobles på en ny tronfølgelov i 1953. Ungdommen fik i 1953 ekstraordinært adgang til stemmeurnerne, men interessen var så beskeden, at man endte med 23 år.

Ungdomskommissionens formand blev et af besættelsestidens ikoner, teologiprofessor Hal Koch. Han havde i de foregående år stået i spidsen for Dansk Ungdomssamvirke, der samlede de fleste ungdomsorganisationer bag en ideologisk kamp for folkestyre imod nazisme. Desuden havde han støttet D.s.U.s ideer om en økonomisk mere retfærdig fordeling af goderne, når krigen var forbi. Primus motor i kommissionens arbejde blev den socialdemokratiske økonom og statsvidenskabelige konsulent i Socialministeriet, Henning Friis, der faktisk indlagde kommissionen i sit private karriereforløb hen imod direktørposten for det senere Socialforskningsinstitut. Blandt andre aktive sekretærer finder vi politikerne Poul Møller og Poul Dam.

Over de næste fem år udsendte kommissionen en stribe udtalelser og betænkninger, 26 i alt, for det meste baseret på den kæmpestore spørgeskemaundersøgelse Ungdomsenqueten. Meget hurtigt lagde man afstand til den moraliserende bedømmelse af ungdommen, der var blevet udbredt i besættelsesårene – bekymringen for uønsket graviditet, den største skam af alle, for kiosklitteratur og biografbesøg. Ungdomskommissionen var også bekymret, men ikke i samme grad moraliserende. I stedet fremhævede man samfundets ansvar.

Bolignøden og de små lejligheder var den alvorligste hæmsko for ungdommens indplacering i et moderne samfund. Der var hverken plads eller ro til lektielæsning eller til privatliv i puberteten. De unge blev drevet ud på gaderne, på kaffebarer og i biografer med underlødige film sammen med deres små søskende, når forældrene trængte til lidt tid til sig selv. Tendensen forstærkedes af den store indvandring fra land til by, der foregik i disse år. I København var godsbaneterræn og slæbebådene i havnen fyldt med hjemløse unge mænd. Byen virkede dragende, og kommissionen videregav et billede af en asfaltjungle, hvor især de unge kvinder gik til bunds i prostitution.

Uddannelse var vejen frem – på alle niveauer, men helst de højere. Tyngden i kommissionens indsats lå på betænkningerne om adgangen til gymnasiet og de højere uddannelser. Det skortede dog på egentlige løsningsmodeller, for der manglede penge, lærere og mursten. Kun velhavende eller meget sparsommelige forældre havde råd til at sende deres børn videre efter folkeskolen. Det nyttede derfor kun lidt, at intelligensreserven – et nyt magisk begreb importeret fra Sverige – var meget stor. Pigerne var en del af denne reserve, men udgjorde et særligt problem, fordi de ikke videreuddannede sig. De fyldte kun op og belastede systemet.

Mens den unge K.U.er Poul Møller var soldat, fik han tid til at skrive betænkningen om de værnepligtiges forhold, en ren gyser i beskrivelsen af kæft-trit-og-retning-systemet. Den moderne hær måtte ikke baseres på det nazistiske soldatermenneske, men på den amerikanske og engelske demokratisk tænkende soldat. Forsvaret lagde sig i selen for at opfylde betænkningens ønsker, men først en bedret økonomi og senere Soldaterkammerat-filmene tog livet af den gamle orden.

Endelig lagde kommissionen meget arbejde i at beskrive ungdommens fritids- og friluftsliv, det sidste finere end det første, fordi det mere handlede om vandreture end om fodbold! Også her fyldte beskrivelsen af tingenes ikke særligt lyse tilstand mere end fremadrettede forslag. Egentlig var der ikke meget at stille op ved, at koncerter, såkaldt lødig litteratur eller museumsbesøg lå meget lavere på hitlisten end topscorerne: biografbesøg, dans, musik og ”gåen ud”. Kommissionen mente, at museerne måtte oppe sig, blive mere servicemindede. Det filmkyndige medlem, direktøren for Statens Filmcentral Ebbe Neergaard, var dog særlig nervøs for, at ungdommen skulle tage skade af de amerikanske krigs- og gangsterfilm.

Hvad kom der ud af det store arbejde og de mange betænkninger? Ikke meget. Der var hverken penge eller mursten til udbygningen af læreranstalterne, det håbløse boligmarked kunne ikke ændres med et snuptag, og de unges forkærlighed for jazz, film og tegneserier var kommet for at blive sammen med den amerikanske kulturpåvirkning. Kommissionen var meget stor. Alle ungdomsorganisationer og mange embedsmænd krævede at få indflydelse – og spændte ben for hinanden. De borgerlige regeringer Knud Kristensen (Venstre) 1945-47 og Eriksen-Kraft (Venstre-Konser­vative) 1950-53 brød sig ikke om kommissionen. Den blandede sig i for meget og blev opfattet som elitens projekt. I det hele taget glemte Christiansborgpolitikerne hurtigt kommissionen og koncentrerede sig i stedet om ’hverdags-politik’ med betalingsbalanceproblemer, kafferationering, uro på arbejdspladserne og Koreakrigen. Ungdommen måtte vente, til der blev råd. I mellemtiden kunne den passende smøge ærmerne op, arbejde og uddanne sig til den ny tids teknologiske krav. Og det gjorde den faktisk! På denne måde blev besættelsesårenes farlige ungdom disciplineret.

Forfatteren

Hans Sode-Madsen er seniorforsker ved Statens Arkiver, Rigsarkivet. Har fortrinsvis forsket i administrations- og socialhistorie, herunder Socialministeriets hjælpearbejde under besættelsen.

Forfatteren kan kontaktes på telefon 3395 4687 eller e-mail hsm@ra.sa.dk