Bevægelser i demokrati. Foreninger og kollektive aktioner i Danmark

Aarhus Universitetsforlag og Magtudredningen udgiver fredag den 14. juni 2002

Bevægelser i demokrati. Foreninger og kollektive aktioner i Danmark
Redigeret af Flemming Mikkelsen

247 sider, kr. 248

Partier, foreninger og sociale bevægelser har spillet en afgørende rolle i udviklingen af de europæiske demokratier, ikke mindst i Danmark. De fik allerede fra midten af 1800-tallet mobiliseret brede, ressourcesvage befolkningsgrupper til at interessere sig for og deltage i politik og samfundsliv. For den enkelte har disse brede folkelige bevægelser udgjort en magtbase, der kunne kompensere for individuel ressourcefattigdom, og set i et magt­per­spektiv har de været med til at sikre en mere lige magtfordeling i samfundet. Sociale bevægelser, foreninger og partier har været kanaler for kommunikation mellem ledere og almindelige borgere og fungeret som kanal for rekruttering af nye ledere. De var og er en del af de rammer, hvorunder det levende demokrati foregår, og hvor befolkningen tilegner sig forståelse for og evne til at deltage i det politiske liv. Endelig har de også haft stor betydning for opbygningen af netværk og tillid borgerne imellem.

Denne bog lægger vægten på sociale bevægelser og på forholdet mellem sociale be­væ­gelser og foreninger i et samfund i forandring. Hvor stor er foreningernes evne til at opfan­ge og udtrykke interesser, identiteter og konflikter, hvilke midler betjener de sociale bevæ­gel­ser sig af, og hvad er borgeres mulighed for at finde sammen og gøre deres indflydelse gældende i konkrete sager.

Foreningerne og de sociale bevægelser er både med til at definere grænserne for demo­kra­tiet og til at udvide de demokratiske spilleregler. Sådanne bevægelser opfattes og stem­ples af mange – og især dem hvis værdier og interesser er truet – som demokratiske misfostre eller ligefrem som antidemokratiske. Indlæggene i denne bog peger imidlertid entydigt på, at bevægelserne i kraft af deres grænseoverskridende karakter bidrager til at smidiggøre demokratiet og i længden gør det mere modstandsdygtigt over for egentlige antidemokratiske strømninger.

Som noget nyt viser bogen, at der internationalt og i Danmark er en stærk tendens til, at kollektive protester manifesterer sig i bølger, og at disse udbrud undertiden er med til at reformere det demokratiske system.

Nærmere omtale

Bogen søger mere konkret at finde tilfredsstillende svar på følgende spørgsmål:

Ved at fokusere på sociale bevægelser og kollektive aktioner ønsker vi at fremhæve det politiske systems ikke-etablerede aktører, deres grænseoverskridende og til tider innova­tive aktioner. Denne definition inkluderer også protestgrupper, som alene mobiliserer på baggrund af forbigående nationale og internationale spændinger, og hvis eneste politiske ressource forbliver det kortvarige opløb, demonstrationen eller konfrontationen.

I modsætning til bevægelsernes relativt løse og omskiftelige organisationsform kendetegnes foreningerne af en mere formel organisationsstruktur, ligesom de bruger ganske andre strategier til at fremme deres interesser. Men som det er tilfældet med bevægelserne, er foreningerne bærere af kollektive identiteter og indgår i en demokratisk læreproces, der – som i tilfældet med bevægelserne – gør dem til vigtige mæglere mellem staten og borgerne og derfor til vigtige aktører i den demokratiske proces.

Bevægelser og foreninger kan analyseres ud fra forskellige perspektiver. I denne bog har vi benyttet fire:

Et første centralt spørgsmål i bogen er, hvordan det i det hele taget er gået med omfanget af kollektive aktioner i Danmark efter Anden Verdenskrig. Vi har vel en fornemmelse af, at der skete et dramatisk opsving i 1960’erne, men holder det stik, og hvordan er det gået siden? Er kollektive aktioner en saga blot, eller har vi bare vænnet os så meget til dem, at vi knapt nok ænser dem? Disse spørgsmål besvares i bogens kapitel 2 og i det afsluttende kapitel 9, men ud fra hvert sit perspektiv. De øvrige kapitler giver detaljerede beskrivelser af mange forskellige sociale bevægelser og forholdet mellem bevægelserne, de etablerede politiske institutioner og staten.

De to første kapitler er skrevet af Flemming Mikkelsen. Kapitel 1 præsenterer de vigtigste teorier om sociale bevægelser, mens kapitel 2 analyserer ændringerne i aktionsmønstret fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til i dag; alt sammen på basis af et kollektivt aktionsperspektiv, der søger efter de underliggende samfundsmæssige årsager til om­fan­get af kollektive aktioner, herunder ikke mindst betydningen af internationale politiske og økonomiske forhold.

Det er en udbredt opfattelse, at sociale bevægelser er et alternativ i forhold til partier og foreninger, og at de vokser mere eller mindre spontant ”nedefra”. Søren Hein Rasmussen udfordrer disse antagelser i kapitel 3, der påpeger de ofte meget tætte forbindelser mellem sociale bevægelser og mere ‘etablerede’ politiske organisationer – fagforeninger, verdslige og religiøse organisationer, andre græsrodsbevægelser og politiske partier fra midten af det politiske spekter til langt ud på venstrefløjen. Søren Hein Rasmussen konkluderer, at bevægelserne typisk er stiftet og har virket med et politisk sigte for øje, og at de, der stiftede dem, for de flestes vedkommende i forvejen var organiseret andetsteds. Sådanne baggrundsorganisatio­ner har været afgørende for bevægelsernes dynamik og livskraft.

Sociale bevægelser omfatter en mangfoldighed af grupper fra forholdsvis traditionelle enkeltsagsbevægelser til stærkt oppositionelle og radikaliserede grupper, der hoved­sa­ge­lig mobiliserer blandt de unge. Men hvad er det egentlig, der sker, når sådanne ung­doms­bevægelser radikaliseres - hvordan udvikler konfrontationer med myndighederne sig opad i en spiral, hvad betyder inspiration fra udlandet, hvem er det, der deltager, og hvordan ser de på sig selv og omverdenen? Disse spørgsmål behandles i René Karpantschof og Flemming Mikkelsens kapitel 4, der ud over en gennemgang af de tidlige ungdoms­bevæ­gelser baserer deres undersøgelse på en database over BZ-bevægelsens aktioner fra 1981 til bevægelsen gik i opløsning omkring 1995.

I kapitel 5 beskriver Bolette Christensen den særlige form for netværksmobilisering, som udvikledes på Nørrebro i København i kraft af bydelens lange tradition for protestaktioner og beboersamarbejde. Som udløber af 1970’ernes og 1980’ernes sociale bevægelser opstod en politisk netværkskultur karakteriseret af decentralisering, uformelle relationer, flydende og præget af autonomi, men også af en større kobling til det politisk-admini­strative system. I forlængelse af denne tendens kan man spørge om professionalisering og samfundets stigende bureaukratisering har gjort det sværere for de ressourcesvage grupper at varetage deres interesser.

Dette spørgsmål belyses af Niels Nørgaard Kristensen i kapitel 6, som giver et kuriøst, men måske ganske sigende eksempel på, hvordan borgere kan slutte sig sammen og opnå gennemslagskraft over for de offentlige myndigheder, når de har en ”god sag”. I dette tilfælde drejer det sig om samfundets absolutte bund – de lettere alkoholiserede stamgæster på værtshuset ”Fedtebrød” i Aalborg, der formåede at rejse sig til kamp mod bystyret for bevarelsen af det, der efter den almindelige opfattelse var byens værste værtshus. Det var evnen til at fange mediernes opmærksomhed, til at italesætte konflikten med bystyret, og til at skabe ”begivenheder”, der var udslagsgivende – sammen med en vis portion held og en dygtig ”politisk entreprenør”. Altså helt andre faktorer end den organisatoriske styrke, der var afgørende for de historiske sociale bevægelser; og alt sammen med et langt mere snævert sigte. Men fortsat et billede på ressourcesvage gruppers mulighed for at gøre sig gældende ved kollektiv aktion.

En anden ressourcesvag og marginaliseret gruppe er de indvandrere og flygtninge, der er kommet til Danmark fra slutningen af 1960’erne. De organiserede sig til at begynde med i nationale og religiøse foreninger, mens de få deciderede politiske sammenslutninger var baseret på hjemlandets politiske konflikter. Siden er andre organisationstyper kommet til, herunder flere multietniske paraplyorganisationer. Netop indvandringen udgør en udfordring for foreningslivet i Danmark. I hvilken grad lykkes det for indvandrergrupper at danne foreninger, og i hvilket grad lykkes det for disse foreninger at blive integreret i den politiske beslutningsstruktur og opnå indflydelse i samfundet? Det analyseres af  Mustafa Hussain i kapitel 7, hvor han også diskuterer, hvilken rolle staten, arbejdsmarkedet og massemedierne spiller for inklusionen henholdsvis eksklusionen af etniske minoriteter i den demokratiske beslutningsproces.

Om end situationen ikke er identisk, så kunne det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig forventes at støde på nogle af de samme problemer. Sådanne foreninger for nationale mindretal kan ofte være arnested for opbygningen af fjendskab mellem sproglige og etniske grupper. En situation, der i det dansk-tyske tilfælde fik næring ikke blot af de dansk-tyske krige og den tyske annektering af Sønderjylland, men også og nok så meget af ”hjemmetyskernes” nazificering i 1930'erne. Med udgangs­punkt i studiet af idrætsforeninger viser Jørn Hansen imidlertid i kapitel 8, hvordan de tidligere skarpe modsætninger mellem minoriteten og majoriteten og dermed den tætte forbindelse mellem national identitet, national følelse, sprog og organisationstilknytning, gradvist er blevet afløst af et mere regionalt betonet tilhørsforhold.

I det afsluttende kapitel behandler Jørgen Goul Andersen forholdet mellem den danske befolknings deltagelse i foreninger og græsrodsorganisationer. I modsætning til de fore­gående kapitlers organisationsperspektiv bygger den empiriske analyse her på et individ­perspektiv, hvor deltagelsen kortlægges på grundlag af landsdækkende spørgeskema­undersøgelser af den danske befolknings deltagelse i græsrodsaktio­ner og foreningsliv fra 1979 og frem til Magtudredningens såkaldte ”medborgerundersøgelse” fra år 2000. Her undersøges det også, hvad der kendetegner forskellen mellem græsrodsdeltagerne og forenings­deltagerne, og i hvor høj grad deltagerne i aktioner har tillid eller mistillid til det politiske system.

 

Kontakt til redaktøren

Flemming Mikkelsen
Tlf.: 35 42 41 79 eller 82 32 42 74
e-mail: flemming@catinet.dk

 

Forfatterne

Jørgen Goul Andersen er professor i politisk sociologi ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Bolette M. Christensen er lektor i sociologi ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Jørn Hansen er lektor i Idrætshistorie og -sociologi ved Institut for Idræt og Biomekanik, Sundhedsvidenskab, Syddansk Universitet, Odense.

Mustafa Hussain er uddannet i sociologi og massekommunikation fra Lunds Universitet.

René Karpantschof er cand. mag. i historie og ph.d.-studerende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Niels Nørgaard Kristensen er adjunkt ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Flemming Mikkelsen er forskningslektor ved Akademiet for Migrationsstudier i Danmark (AMID), Aalborg Universitet.

 Søren Hein Rasmussen er lektor i moderne historie ved Historisk Institut, Århus Universitet.

 

Magtudredningen

Magtudredningen er et forskningsprogram, der er sat i gang på foranledning af Folketinget, og som har til formål at analysere det danske folkestyres situation ved overgang til det 21. år­hun­drede. Magtudredningen ledes af en uafhængig forsk­ningsledelse bestående af Lise Togeby (formand), Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen og Signild Vallgårda. Arbejdet med Magt­udredningen startede i 1998, og der er i dag igangsat omkring 75 forskellige projekter. Arbejdet forventes afsluttet i efteråret 2003.

 www.ps.au.dk/magtudredningen

 

Bevægelser i demokrati. Foreninger og kollektive aktioner i Danmark
redigeret af Flemming Mikkelsen

Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2002
247 sider, kr.
248

Kan købes hos Aarhus Universitetsforlag: www.unipress.dk eller hos boghandlerne

 

 


[Tilbage]